2-1 over AC Horsens i reserveligaen

Tre nye spillere i Superligatruppen efter ferien

Når F.C. København mødes efter ferien er det med tre nye ansigter i Superligatruppen. I dag blev U19-spillerne Andreas Cornelius, Jakob Busk og Christoffer Remmer således informeret om deres kommende status.

I den forbindelse udtaler CV:
- Det er meget tilfredsstillende hver gang, vi kan rekruttere spillere gennem vores eget udviklingssystem. At vi i samme årgang kan tilføre tre egenudviklede spillere, er vi naturligvis ekstra glade for, og det er et udtryk for, at de ressourcer og det arbejde, der bliver lagt i School of Excellence, giver god mening. For alle tre spilleres vedkommende har de det seneste års tid regelmæssigt trænet med, og vi har derigennem lært dem at kende som talentfulde spillere, men måske endnu vigtigere som nogle ambitiøse og karakterstærke personligheder. Det skal blive spændende at følge deres fortsatte udvikling som spillere i F.C. København.

Andreas Cornelius fik sin officielle debut for F.C. København 9. april 2011 i Superliga-kampen mod AGF. Christoffer Remmer og Jakob Busk har endnu deres debut til gode. De tre spillere er henholdsvis angriber, forsvarsspiller og målmand.