U17: Vejle slår FCK/KB med 3-1

2-2 til U17 og 1-3 til U19

Lørdag bød på et dobbeltopgør mellem FCK/KB og FC Midtjylland. De første der skulle i aktion var som sædvanlig juniorerne, og de leverede noget af en indsats og fik 2-2 mod et af rækkens tophold. Efter at U17-juniorerne havde fået uafgjort, var det U19-ynglingene der skulle forsøge at få point, men her viste Ulvene sig for stærke og vandt med 3-1.

 

Af Jan Eliassen

 

Flot kamp af juniorerne

FC Midtjylland lå inden dagens kamp nummer to efter otte sejre og blot to nederlag, og med en målscore på 26-9. Men at det var top mod bund var ikke til at se i kampens indledende fase. FCK/KB kom godt i gang, pasningsspillet fungerede og holdet kom også foran 1-0 ved drengespilleren Danny Anankwaa. Det blev også 2-0 til hjemmeholdet, og det mål kom efter at Freebody Appia gik fint til baglinien, lagde den bagud til anfører Mikael Vukicevic der sikkert gjorde det til 2-0. FCK/KB spillede en god første halvleg, spillerne ramte hinanden og alle mand turde spille bolden.

 

I starten af anden halvleg havde FCK/KB adskillige chancer, og kunne være kommet på både 3-0 og 4-0, men det sker desværre ikke – og i stedet kommer FC Midtjylland mere og mere med i opgøret, og det lykkedes også for midtjyderne at komme på både 1-2 og 2-2 på to hovedstøds mål. I den sidste del af kampen vipper kampen til begge sider, men da ingen af holdene får scoret mere, så ender det 2-2 og begge hold kan indsætte et point på kontoen.

 

Træner Henrik Mamsen sagde bagefter til FCK.DK:

 

- Puha, den er lidt hård at snakke om i dag. Drengene var Super SUPER klar, og alle havde den rette indstilling. Spillerne har stor ære af kampen, og der bliver vist en dejlig vilje og gejst, og kampen var en meget positiv oplevelse. Men når vi nu havde de tre point indenfor rækkevidde, så er det meget ærgerligt at vi ikke får lukket kampen og får hevet sejren i land.

 

Næste lørdag møder FCK/KB rivalerne fra Brøndby. Kampen spilles klokken 1300 i Brøndby.

 

3-1 nederlag til U19-holdet

For U19-holdet var det årets sidste kamp, og dermed sidste chance for at kravle lidt opad i tabellen – hvilket dog ikke skete, da FC Midtjyllands trup viste sig at være lige stærk nok, og vandt kampen klart med 3-1.

 

FCK/KB startede kampen godt, og kom foran efter 10 minutter da Thomas Delaney scorede et flot hovedstødsmål. Bolden var dog kun lige blevet givet op, før Ulvene fik udlignet, og resten af halvlegen var der nærmest kun et hold på banen. FC Midtjyllands unge spillere viste, at de spiller for spiller var bedre end FCK/KB, og viste at de har en trup med rigtig meget potentiale. Alligevel så det ud til at FCK/KB kunne gå til halvleg med 1-1, men to hurtige scoringer i det 43. og 45. minut gjorde, at midtjyderne kunne gå til pause foran 3-1.

 

I pausen fik FCK/KB sundet sig, og anden halvleg forløb også bedre end den første. Der var ikke de store chancer i anden halvleg, kun to chancer til hver klub, men FC Midtjylland kontrollerede kampen og FCK/KB havde rigeligt at gøre med at holde styr på de mange individualister hos midtjyderne.

 

En ærlig træner Jonnie Larsen havde denne kommentar om kampen:

 

- FC Midtjylland stiller jo altid i absolut stærkeste opstilling når de møder os og Brøndby, og det er en flok meget dygtige spillere vi møde. De er hurtige i både spil og opfattelse, og det er lærerigt for mine spillere at møde sådan et hold. Jeg ærgrer mig dog over de mål de får, for det sker efter et par fejl – og så er der klart frispark til vores målmand ved 2-1 målet – men i spillet ude på banen, må jeg indrømme, at de var bedre end os. Vi møder i dag nogle meget dygtige individualister, og de er klart bedre end os på dagen – at vi taber er OK, men jeg synes, at vi slipper fra kampen med æren i behold.

 

Det var så årets sidste kamp for U19-holdet:

 

- Ja, men som et plaster på dagens nederlag, så tager vi mandag morgen til Qatar. Her skal vi ned og træne og spille et par træningskampe, og da der er 30 graders varme, så er det noget vi alle glæder os til, sagde Jonnie Larsen.

 

Næste kamp for U19-holdet er i foråret 2009, og til den tid vil både U17- og U19-holdet optræde i F.C. Københavns navn og vil spille i F.C. Københavns hvide spilledragt som en følge af F.C. Copenhagen School of Excellence.

 

>>> Læs mere om School of Excellence her!