0-4-nederlag i Madrid

0-4-nederlag i Madrid

Det var en meget imødeset kamp, da F.C. København her til aften krydsede klinger med storholdet Real Madrid i UEFA Champions League. Det madrilenske storhold stillede op med Iker Casillas på mål, mens Ronaldo, Angel Di Maria, Modric og Benzema stod for det offensive bidrag.

F.C. Københavns Ståle Solbakken satsede med Youssef Toutouh og Rúrik Gíslason på kanterne samt Nicolai Jørgensen og Daniel Braaten helt i front, og i kampens indledning så det ud til at være en god disposition. Islandske Gíslason, der tog brodden af al forsigtighed ved at kaste sig ind i en løbeduel med Real Madrid-forsvaret, åbnede på flotteste vis opgøret.

Det sidste træk blev dog for langt, men det blev vekslet til et hjørnespark. Herefter fastholdt F.C. København presset, men langsomt blev initiativet flyttet til Real Madrid, og efter fem minutter var Karim Benzema en god meter fra at heade Real Madrid foran 1-0, men hovedstødet røg ved siden af.

Efter 8 minutter plæderede Real Madrid-spillerne kraftigt for straffespark til Angel Di Maria, der gik ned i en duel med Pierre Bengtsson, men dommeren Matej Jug tolkede indgrebet som fair, og fløjten forblev tavs.

I minutterne efter det var en farlig situation, hvor bolden blev smidt væk, nær ved at ende med en friløber til Ronaldo, men Wiland var årvågen og kom godt ud efter.

I det 21. minut gik det dog galt. En diagonalbold af Modric endte hos Marcelo, som havde god plads. Brasilianeren sendte herefter en god bold indover til Ronaldo, der headede læderet utageligt i kassen. 1-0 til Real Madrid efter en indledning på kampen, hvor F.C. København absolut kunne være indsatsen bekendt.

Tre minutter senere var rigtig godt Madrid-spil lige ved at fordoble føringen, men Angel Di Marias afslutning første gang med indersiden røg snært forbi mål.

Efter 27 minutters spil fik Youssef Toutouh en stor chance. Lars Jacobsen brød fri på højre side, men Toutouhs afslutning sad lige i favnen på Iker Casillas, der for første gang i ni måneder passede buret på Santiago Bernabéu. Kort tid efter prøvede Rúrik igen. Men langskuddet skruede den forkerte vej, og det blev ikke til noget nævneværdigt.

Duellen mellem Daniel Braaten og Pepe indeholdt flere voldsomme sammenstød og til sidst i første halvleg endte et af dem med et blodigt øjenbryn til portugiseren, der dog hurtigt var tilbage på banen efter en omgang bandage om hovedet.

Herefter indtraf F.C. Københavns mest kontroversielle mulighed i kampen. Et hjørnespark svæver ind mod Nicolai Jørgensen, der header mod mål. Luka Modric får dog clearet, men det så grangiveligt ud til, at den lille kroat tog armen til hjælp.  Men dommeren tog ikke videre notits af situationen og spillet fortsatte.

Efter pausen overtog Real Madrid for alvor spillet. Flere gode muligheder kom på programmet for Real Madrid, men F.C. Københavns spillere gjorde dog en rigtig god figur og kæmpede fint for sagen. Rúrik Gíslason, Pierre Bengtsson og Daniel Braaten udmærkede sig særligt med hårdt arbejde og ærgerrighed.

Men initiativet tilhørte Real Madrid, der fik skabt en lang række chancer. Daniel Carvajal vendte flot i feltet og skød læderet lige over mål. Modric sendte et langskud forbi. Di Maria havde flere gode muligheder, og efter 63 minutter blev det for alvor tæt på. Braaten begik frispark lige uden for feltet, og Ronaldo stod som sædvanligt for eksekveringen af den slags chancer. Skuddet fra portugiseren gik også i nettet, men det var oversiden af nettet, som den skruede bold ramte.

Få minutter blev det for alvor op ad bakke for Byens Hold. Flot, flot spil fra Real Madrid endte med et følt indlæg fra Di Maria, der med foden bag støttebenet sendte bolden ind i panden på Ronaldo, der øgede til 2-0 med sit andet mål i kampen. Det var som om, at Real Madrid havde et ekstra gear, de gjorde brug af ved behov, og det så man ved dette mål.

Kort tid efter blev det til 3-0, da en storspillende Angel Di Maria sendte et skud forbi Wiland, og herefter bølgede spillet frem og tilbage foran mange tilskuere på Bernabéu, deriblandt 2000 danske fans, som kampen igennem gav eminent støtte til spillerne på banen ved at være særdeles højlydte alle 90 minutter. Stor ros for det.

Indskiftede Bolanos gjorde også en udmærket figur ved flere situationer, og i overtiden burde han have scoret. Tre kæmpechancer fik Løverne til slut, og det var decideret utur, at ikke én bold endte i nettet. Først reddede Casillas en friløber til Bola, hvorefter Adis hovedstød også blev afvist af den spanske keeper. Bola fik endnu en chance, men igen ville bolden ikke ind.

Kort tid forinden havde Di Maria igen øget føringen. 4-0 blev det til, da han gik forbi Ragnar Sigurdsson og sparkede bolden i nettet.

Real Madrid vandt en sikker 4-0-sejr, men københavnerne havde stor ære af kampen og spillede store dele af den med frisk ærgerrighed og vilje til at vise evnerne frem. Næste kamp i turneringen er den 23. oktober på udebane i Istanbul mod Galatasaray.