0-2-nederlag efter flot indsats

0-2-nederlag efter flot indsats

God start, selv om Nicolai tidligt måtte udgå
Både Rúrik Gíslason og Nicolai Jørgensen var blevet klar til kamp, selv om de har døjet lidt med forstrækninger på det seneste, og dermed var det kun Daniel Braaten, der ikke var til rådighed i aften. Real Madrid, der på forhånd havde kvalificeret sig til 1/16-finalerne, havde også kørt deres tunge kanoner i stilling i form af bl.a. Bale, Ronaldo, Modric og Benzema.

Løverne fik en rigtig fin start på kampen i den fantastiske lydkulisse, hvor de gik uimponerede til sagen og udstrålede ro og sikkerhed i boldomgangen. Der var også fuld knald på fansenes opbakning fra start af, og den eneste malurt i bægeret var, at Nicolai Jørgensen allerede efter små 9 minutter måtte trække sig ud af kampen. Ind kom Christian Bolaños og overtog venstrekanten, mens Toutouh gik op foran sammen med Vetokele.

Netop Toutouh var meget tæt på at komme frem til en god mulighed efter 13 minutter, da Gíslason energisk sled sig forbi to spaniere og ind i feltet, hvor han lagde den skråt tilbage, men Toutouh kom en brøkdel af et sekund for sent og forsvaret fik clearet.

Der var gået et kvarters tid, før Gareth Bale stod for madrilenernes første afslutning, da han headede et indlæg fra højre forbi mål, men stille og roligt overtog de mere og mere af spillet, men uden for alvor at sætte Wiland på de store prøver. Ofte fik københavnerne bremset deres angrebsopbygninger uden for feltet, og ved en af de lejligheder måtte Marcelo tage ulovlige midler i brug for at bremse Gíslason i et kontraforsøg midt på banen.

Løverne arbejde stenhårdt til den store guldmedalje – eller 1/16-finale – men hen mod midten af halvlegen, begyndte gæsterne så småt at indstille sigtekornet. Benzema vendte hurtigt rundt på kanten af feltet og sendte en flad afslutning af sted, som Wiland dog holdt godt fat i. Lidt efter fik Ronaldo en frisparks-mulighed fra distancen, men de to mand i muren fik rettet den af til hjørne.

Modric åbnede scoringen med smuk fuldtræffer
Efter 25 minutter fik Luka Modric imidlertid sat en fuldtræffer ind, da han fik bolden lidt uden for feltet, fintede en modstander væk og skruede bolden op i det ene målhjørne, inden Wiland kunne komme efter den. En smuk detalje, men en ærgerlig dukkert for løverne, som nu pludselig skulle op og lave to kasser for at sikre avancement, mens Madrid nu kunne tillade sig at være mere afventende i deres boldomgang, og så kommer selv bedre mandskaber end FCK altså på hårdt overarbejde.

Det næste kvarters tid var bolden meget på spaniernes fødder, men bortset fra et par lumske Ronaldo-afslutning, som Wiland reddede, kom de ikke frem til det store. Men de havde kampen hvor de havde den og tvang københavnerne til at bruge mange kræfter på at holde dem stangen.

Derfor havde det lunet mere end gevaldigt, hvis Delaney havde fået godkendt sin scoring efter 40 minutter, da han tæt under mål headede et Bengtsson-hjørne ind bag en lidt flagrende Casillas. Spillerne skiftesvis jublede og græmmede sig, mens den tyske dommer Felix Brych var temmelig længe om klart at signalere det frispark, som han endte at dømme, men det endte altså med at målet ikke blev godkendt. Det blev Frich ikke populær på blandt de frustrerede FCK-fans, der omgående kvitterede med en langvarig pibekoncert.

Claudemir nåede at komme til en afslutning lidt efter, men måtte se sit skud blokeret i feltet, og i stedet måtte københavnerne altså gå til pause bagud 0-1, selv om de egentlig havde leveret en tæt på fejlfri indsats mod de stærke spaniere.

Tidlig 2-0-scoring efter pausen
Håbet om et comeback efter pausen fik desværre hurtigt et skud for boven, da Ronaldo efter bare tre minutters spil fordoblede føringen til 2-0 efter at Pepe havde headet bolden på tværs til ham. Allerede minuttet før, havde portugiseren haft et stort tilbud, da han gled fri i feltet, og kun et fremragende indgreb fra Wiland forhindrede scoringen ved den lejlighed.

Men løverne lod sig ikke slå ud, og efter 53 minutter blev Gíslason sendt godt af sted af Toutouh, og fra kanten af feltet sendte han en glimrende afslutning af sted, der strøg lige forbi den nærmeste stolpe. Toutouh selv fik også en pænt stor chance kort efter, da han fik den af Vetokele i feltet, men tog et træk, der blev lige en anelse for langt.

Så selv om madrilenerne havde god kontrol over begivenhederne, havde hjemmeholdet bestemt ikke opgivet håbet om i det mindste en reducering… Og da uret rundede de 60 minutter var de hvidklædte faktisk inde i en længere periode med megen boldbesiddelse på Reals banehalvdel, og især Vetokele arbejdede vanvittig hårdt i alle dueller og trak også et gult kort på Xabi Alonso efter at have generobret en tabt bold.

Flot københavnsk arbejdsindsats holdt liv i håbet
Efter 64 minutter fik Bolaños en god skudchance lige uden for feltet, men skød over mål, mens dommer Frich lidt uforståeligt fløjtede for spansk frispark inde i feltet. Et par minutter senere fik Pierre Bengtsson en mulighed direkte på frispark, men sendte også bolden over Casillas’ mål. Også Delaney måtte se et forsøg gå over mål, da han i ubalance fik vendt rundt i feltet og sparket på mål efter Mellberg havde snittet et Claudemir-indkast videre.

Selv når man tager i betragtning at de spanske verdensstjerne ikke kørte for fulde omdrejninger i denne periode, kan man som københavner godt være stolt og tilfreds med indsatsen, og efter 72 minutter var det ikke langt fra, at det var blevet belønnet med en scoring, da en tre-mod-to-kontra resulterede i, at Vetokeles afslutning blev rettet af og susede lige over mål.

Ronaldo ville dog stadig gerne lege med, og et kvarter før tid viste han klassen, da han fik en bold i højre side af feltet og lynhurtigt vendte rundt og med venstre sparkede bolden klokkerent på den fjerneste stolpe. Men københavnerne, der med 13 minutter igen satte Pourié og Remmer ind for Toutouh og Bolaños, havde stadig kræfter til at jagte reduceringen, og Vetokele markerede sig igen med en flot aktion, hvor han først vendte Pepe af oppe omkring midten for så at sætte kurs ned mod feltet, hvor han igen snød både Pepe og Arbeloa, inden han spillede bolden videre.

Wiland snuppede Ronaldo-straffe
Men jagten på scoring kostede også bagude, og i slutminutterne spillere spanierne sig til flere store chancer, og den største af dem alle tilfaldt Ronaldo, da han fik tilkendt straffe efter en Delaney-tackling – CR7 tog sig selv af ”pletskuddet”, men måtte se Johan Wiland vinde duellen med en flot refleksredning.

Det blev ved de 0-2, og dermed røg københavnernes rekord som ubesejret i Champions League-hjemmekampe i PARKEN. Men indsatsen fejlede ikke noget denne kolde decemberaften mod et af verdens allerstærkeste mandskaber, og generelt var 4 point i de 6 gruppekampe også mere end de fleste havde forventet på forhånd.


Holdet:  Johan Wiland – Lars Jacobsen (anf.), Olof Mellberg, Ragnar Sigurdsson, Pierre Bengtsson – Rúrik Gíslason, Claudemir, Thomas Delaney, Youssef Toutouh (77.: Marvin Pourié) – Igor Vetokele, Nicolai Jørgensen (9.: Christian Bolaños (77.: Christoffer Remmer))

Ikke benyttet: Jakob Busk, Kris Stadsgaard, Thomas Kristensen og César Santin