Kampreferat: Løverne lever livet lidt for farligt
For anden kamp i træk leverede løverne en dårlig 1. halvleg og var bagud 1-2 ved pausen, men 2. halvlegs comeback rakte trods alt til tre point i 3F Superliga-premieren.
Syv ændringer
Bo Svensson skiftede syv fra torsdagens Polissya-udekamp, for vi har tre kampe på seks dage i en kritisk fase, hvor mange er rejst, nogle er kommet sent tilbage fra ferier og skader, og nogle er slet ikke kommet endnu.
Her tænker vi på de forstærkninger, som vi jagter på markedet, men for at bruge Bo Svenssons egne ord, så var der altså heller ingen, der ”var der” i de første 45 minutter mod Lyngby!
Der var kun spillet to et halvt minut, da Simon Colyn stjal bolden fra en uopmærksom Gabriel og kun med besvær afværgede Kotarski og Beijmo i fællesskab et giftigt, fladt indlæg tæt under mål.
Lyngby-dominans mod tamme løver
Lyngby satte sig fuldstændig på kampen og havde syv afslutninger i det første kvarter, hvor vi slet ikke vores spil i gang og dårligt nok havde et angreb.
Efterhånden kom vi da over midten et par gange, men uden at være i nærheden af at true oprykkernes mål.
Efter 25 minutter fik Gustav Fraulo Lyngbys hidtil største chance, men ca. 12 meter fra mål ramte han bolden skævt på en flad aflevering fra Oskar Buur.
1-0 Birger Meling
Det lignede derfor tyveri ved højlys dag, da vi tog teten i 27. minut efter et nydeligt opspil fra de bageste rækker. Mohamed Elyounoussi fik bolden omkring midten og drev den frem og spillede Geovanni i venstre, fik den igen og slog et indlæg, som Renzo Tytens headede væk - og på kanten af feltet firsttimede Birger Meling bolden fladt i mål uden for den debuterende Diego Kochens rækkevidde.
To minutter var Moukoko ved at øge, da Birger slog en god dybdebold, men han blev presset bagfra af Mikkel Fischer, og Kochen sikrede sig bolden.
1-2 i løbet af tre minutter
Men den kortvarige glæde var ikke et vendepunkt, men måske snarere en sovepude, for i stedet for 2-0, scorede Lyngby to mål på tre minutter!
Asbjørn Bøndergaard fik lov at nå en dyb stikning på vores baglinje, og efter at Fraulo forgæves prøvede at komme til skud, kom Tytens løbende bagfra og hamrede kuglen flot op i det nærmeste kryds.
Lidt efter gik Kotarski og Gabriel galt af hinanden på et Fraulo-indlæg med det resultat, at bolden faldt ned for fødderne af Bøndergaard et par meter mål fra mål. Birger nåede mirakuløst at blokere, men bolden endte ude hos Colyn, der udnyttede kaosset i vores forsvar til at bringe gæsterne foran 2-1.
Kort før pausen stod det 12-1 i afslutninger til Lyngby, inden Cornelius sendte et fladt langskud forbi i tillægstiden. Uha for en halvleg!
Birger dobbelt målscorer kort efter pausen
Efter pausen kom Robert ind for Geovanni, der startede for første gang, men ikke havde let ved at bringe sine kompetencer i spil, sådan som holdet præsterede før pausen.
Det blev dog bedre, ikke mindst hjulpet af en tidlig scoring, da Birger Meling blev dobbelt målscorer i 49. minut. David Aronsson gled i feltet på et Delaney-indlæg, så Cornelius stod helt fri, men Kochen reddede fremragende, da han fyrede af fra kanten af målfeltet.
Birger samlede den op, trak på tværs i feltet forbi en, to, tre Lyngby-spillere og med en flad inderside sendte han bolden mellem benene på Casper ’Dani’ Winther og fangede Kochen på det forkerte ben. 2-2!
Så behøvede vi ikke at gruble over, hvem der blev Carlsberg Man of the Match, men der var stadig grund til at gruble over kampens resultat, for bare fire minutter efter udligningen fik Bøndergaard en god hovedstødschance på et Tytens-indlæg, men Kotarski refleksreddede fornemt.
Kampen var stadig i live
Vi svarede igen med et fladt López-skud tæt forbi, inden vi skiftede tre på én gang – Madsen og Clem afløste Král og Delaney på central midt, og Suzuki afløste Gabriel. Desværre fik japaneren ikke mange minutter på banen, før han kolliderede med Clem i en luftduel på midten og udgik med en blodnæse og blev erstattet af Garananga.
Lyngby gav sig ikke og havde nu bolden mere og mere, men uden at komme store chancer, og i stedet afgjorde vi kampen på en individuel detalje af tårnhøj klasse.
Klassemål af Elyounoussi
Et kvarter før tid havde vi fire mand spredt godt ud på forreste linje, og Mads Emil spillede Elyounoussi lige uden for feltet, hvor han efter den første berøring chippede bolden over hovedet på David Aronsson – og ’Moi’ har jo altid sagt, at han går efter det lange hjørne, og det gjorde han i allerhøjeste grad også her, for 12 meter fra mål tordnede han kuglen op i krydset!
Det sidste kvarter plus fem tillægsminutter var urolige, men vi fightede godt for sagen og holdt Lyngby fra chancer.
Vi trak tiden så meget vi kunne ved dødbolde, men ”smagte” også nogle af de nye regler. Først overtog Lyngby et López-indkast, som han var for længe om at tage, og i tillægstiden spillede vi ti mod elleve i et minuts tid, fordi Birger Meling lagde sig i græsset og tog sig til lysken, for selv om han hurtigt kom på benene, blev det vurderet til ”usportslig tidsudtrækning”, så han måtte ud og vente et minut.
Hellere vinde på en dårlig dag...
Men vi fik de tre point, og når alt er sagt og skrevet om præstationen, så er det stadig bedre at vinde på en dårlig dag end at tabe på en god dag!
Matchfacts
Søndag den 26. juli 2026, kl. 16.00 i Parken. 3F Superliga, 1. runde
F.C. KØBENHAVN-LYNGBY BOLDKLUB 3-2 (1-2)
27.: 1-0 Birger Meling
36.: 1-1 Renzo Tytens
39.: 1-2 Simon Colyn
49.: 2-2 Birger Meling
70.: 3-2 Mohamed Elyounoussi
22.975 tilskuere. Dommer: Mikkel Redder
Advarsler: 44.: Marcos López, 72.: Ísak Snær Thorvaldsson, 90+1.: Cornelius Allen, 90+2.: Birger Meling
FCK
1 Dominik Kotarski - 24 Birger Meling, 5 Gabriel Pereira (57.: 20 Junnosuke Suzuki (63.: 4 Munashe Garananga), 2 Felix Beijmo, 15 Marcos López - 33 Alex Král (57.: 21 Mads Emil Madsen), 27 Thomas Delaney (anf.) (57.: 36 William Clem) - 10 Mohamed Elyounoussi, 9 Youssoufa Moukoko, 44 Geovanni Ndjee (46.: 16 Robert Silva) - 14 Andreas Cornelius
Ikke benyttet: 31 Alex Rúnarsson (GK), 34 Marvin Nasnas, 37 Mustapha Nyassi, 45 Gunnar Orri Olsen
Lyngby
31 Diego Kochen - 2 Oscar Buur (61.: 4 Cornelius Allen), 30 Mikkel Fischer, 12 David Aronsson, 25 Renzo Tytens - 19 Gustav Fraulo (81.: 9 Malik Abubakari), 13 Casper 'Dani' Winther (anf.), 14 Lauge Sandgrav, 7 Simon Colyn (81.: 18 Jens Jakob Thomasen) - 10 Ísak Snær Thorvaldsson (81.: 26 Frederik Gytkjær, 16 Asbjørn Bøndergaard (61.: 17 William Steindorsson)
Ikke benyttet: 1 Jonathan Ægidius, 5 Oliver Højer, 6 Daniel Freyr Kristjánsson, 8 Mathias Hebo.