99 procent gentegner deres plads i Parken

F.C. Københavns imponerende opbakning fortsætter og sætter historiske standarder. For andet år i træk har hele 99 procent af sæsonkortholdere og abonnenter valgt at forny deres faste adgang til Parken. 

Da vinduet for gentegning af faste pladser i Parken lukkede, stod det klart, at F.C. Københavnerne er i absolut særklasse. Hele 99 % af de sæsonkortholdere og abonnenter, der havde muligheden for at beholde deres plads til den kommende sæson, har valgt at gøre dette. 

Dermed matcher FCK den historiske og rekordhøje gentegningsrate fra sidste sommer, og efterspørgslen på at se løverne i Parken er intakt. 

En dyb tak til alle F.C. Københavnere
At gentegningsprocenten rammer 99 procent, er i sig selv imponerende, men i år bærer tallet på en helt særlig betydning. Det kommer nemlig i forlængelse af en hård og udfordrende sportslig sæson, hvor resultaterne ikke altid er gået F.C. Københavns vej. Netop derfor vækker den massive opbakning ekstra stor taknemmelighed i klubben. 

”Det er i sig selv helt vildt flot og matcher vores rekordhøje gentegningsrate fra sidste sæson. Især på bagkant af en hård sportslig sæson er det værd at hylde den loyalitet og opbakning, vores fans har udvist, og benytte lejligheden til at sende dem en kæmpe tak. Det viser, at kærligheden til klubben stikker langt dybere end de øjeblikkelige resultater på banen. Vi glæder os utrolig meget til igen at tage hul på en ny sæson med stor opbakning fra tribunerne,” siger Mikkel Grove Lindsted fra F.C. København. 

Over 13.000 på interesselisten: Salget åbner torsdag
Den tårnhøje gentegning betyder samtidig, at der bliver meget få ledige faste pladser tilgængelige til den kommende sæson. Interesselisten har dog aldrig været større, og der er i øjeblikket over 13.000 fans, som har skrevet sig op i håbet om at sikre sig fast adgang til Parken. 

De få resterende pladser, der ikke er blevet gentegnet, sættes til salg torsdag den 11. juni. Her vil de mange tusinde fans på interesselisten få muligheden, og processen bliver struktureret således, at fans med et aktivt FCK+ abonnement bliver prioriteret først i køen til de eftertragtede pladser. 

>> Læs mere og skriv dig op på interesselisten her