Tårnby FF er ny samarbejdsklub i F.C. København
Det er med stor glæde, at F.C. København byder Tårnby FF velkommen som samarbejdsklub.
”Vi er super glade og meget spændte på at starte samarbejdet med F.C. København”, udtaler Mads Jonshøj, børne- og ungdomsformand i Tårnby FF.
”Vi har for nyligt omstruktureret vores koncept for børne- og ungdomstræning, og vores dialog med F.C. København klarlagde hurtigt, at mange af de ting vi gør i Tårnby FF, såsom fællesfodbold med både drenge og piger på børneholdene, er F.C. København også begyndt at arbejde med.”
Fælles mål om at fremme børnefodbolden på Amager
”Både Tårnby FF og F.C. København har et stort fokus på at holde børnene i fodbolden og i klubberne længst muligt, så de dygtige spillere bliver længere tid i klubben og tilfører kvalitet til træningen og dygtiggør de resterende spillere.”
”Derudover ser vi FC. Københavns store tilstedeværelse på Amager som en stor fordel, da de fleste aktiviteter vil blive afholdt hos os eller hos andre Amagerklubber, som er med i FCK Klubsamarbejdet. Vi glæder os derfor meget til, at vores dygtige børnetrænere kan få inspiration, sparring og viden, så vi i fællesskab kan fremme børnefodbolden i Tårnby og på resten af Amager.”
Stor betydning at samle klubberne på Amager
”Vi er meget glade for, at Tårnby FF har valgt at indgå et samarbejde med F.C. København,” siger Niels Madsen, leder af F.C. Københavns klubsamarbejde.
”Amager er et vigtigt område for os, så derfor er det glædeligt, at vi efter en konstruktiv og positiv dialog med ledelsen i Tårnby FF nu har indgået et officielt samarbejde. Det betyder meget for os at samle klubberne på Amager, og der er Tårnby FF selvfølgelig en vigtig medspiller. Det er en veldrevet klub med mange medlemmer, og klubben har en stærk position på Vestamager og gør meget for både deres medlemmer og lokalområdet.”
”Under vores dialog med ledelsen stod det hurtigt klart, at deres tilgang og syn på børnefodbold er lig med vores egen, hvor alle børn har ret til god fodboldtræning og gode oplevelser med fodbold i trygge rammer. Derfor ser vi meget frem til gennem sparring, dialog og vidensdeling at understøtte de strategiske og sportslige processer i Tårnby FF, så vi i fællesskab kan videreudvikle klubben både på og udenfor banerne med det fælles mål at løfte børnemiljøet yderligere."
”Vi byder Tårnby FF velkommen som i F.C. Københavns Klubsamarbejde, og vi glæder os meget til at skyde samarbejdet i gang,” afslutter Niels Madsen.
Udover Tårnby FF er både Dragør BK, Kastrup BK, CIK, B.1908, Sundby BK, Fremad Amager, Ørestad IF og BK Hekla en del af F.C. Københavns samarbejdsklubber på Amager.