Særligt tilbud til børn og unge i Nørrebro United: På besøg til ventelistetræning
For nylig besøgte F.C. København vores samarbejdsklub Nørrebro United, hvor fællesskab, fodboldglæde og plads til alle var i centrum på en særlig måde.
Unikt træningstilbud
Som en del af klubbens arbejde med at skabe stærke fællesskaber gennem fodbolden, har Nørrebro United et unikt og ugentligt træningstilbud til børn og unge, som ikke har mulighed for at blive en del af en forening i nærområdet - ofte fordi holdene og banerne allerede er fyldt op.
Sammen med Nørrebro United har F.C. København i snart 3 år været med til at understøtte initiativet 'ventelistetræning', hvor børn og unge i alderen 6-9 år kan møde op uden tilmelding og deltage i ugentlige fodboldtræninger.
Flere børn får mulighed for at spille fodbold
Tilbuddet fungerer som et vigtigt alternativ til de lange ventelister, og giver børnene mulighed for fortsat at være aktive, udvikle sig og blive en del af et trygt fællesskab gennem fodbolden.
"Vi i Nørrebro United sætter stor pris på det gode samarbejde og venskab med FCK, der blandt andet betyder at vi kan tilbyde gratis træning af en høj kvalitet til børn, der endnu ikke er blevet en del af fodboldens givende fællesskab," siger Mathias Mesteño Toksværd, koordinator hos Nørrebro United.
FCK har siden august 2023 bidraget aktivt til projektet ved blandt andet at stille dygtige og engagerede FCK-trænere til rådighed. Trænerne er med til at skabe rammerne for positive oplevelser, læring og bevægelsesglæde for de mange børn og unge, som deltager i træningen hver uge.
Vigtigt tilbud i lokalområdet
Baggrunden for initiativet er den udfordring som Nørrebro United, ligesom andre klubber i hovedstadsområdet, oplever med mangel på baneplads og stor efterspørgsel på fritidstilbud. Derfor har FCK og Nørrebro-klubben sammen ønsket at sikre, at endnu flere børn og unge fortsat får mulighed for at spille fodbold og opleve glæden ved et aktivt fællesskab, selvom de står på venteliste til et fast hold.
"Vi ønsker, at endnu flere børn i København får mulighed for at opleve glæden ved fodbold og føle sig som en del af et fællesskab. Derfor er vi stolte af samarbejdet med Nørrebro United, hvor ventelistetræningen giver børnene et vigtigt tilbud i lokalområdet," fortæller Kasper Myssen, leder af spilleraktiviteter hos F.C. København børnefodbold og fortsætter:
"Samtidig er vi glade for, at vi sammen kan skabe et træningstilbud til de mange børn, som lige nu ikke kan få plads i en forening på grund af kapacitetsudfordringer og lange ventelister i de københavnske fodboldklubber. Det er helt i tråd med vores strategi ForKBH og vores ambition om at gøre en forskel for byen gennem fodbolden, og noget vi ønsker at gøre endnu mere af fremadrettet," afslutter Kasper Myssen.
Autografer og selfies fra spillerne
Træningen for nylig blev også ekstra speciel or de mange børn, da vores spillere Magnus Mattsson og Graham Ankamafio lagde vejen forbi træningen. De hjalp med træningen, hilste på børnene og skrev efterfølgende autografer og tog billeder.
Dagen på Nørrebro var endnu et eksempel på det stærke samarbejde mellem F.C. København og vores samarbejdsklubber, hvor ambitionen er at skabe endnu flere muligheder for børn og unge gennem fodbolden.