Geovanni Vianney

F.C. København henter Geovanni Vianney Aboh Ndjee

Geovanni Vianney Aboh Ndjee skifter fra Kadji Sport Academy i Cameroun og bliver en del af FCK Talent fra januar 2026.

Udviklingsdirektør Morten Grahn siger om aftalen med angriberen fra Cameroun:

”Vi er glade for, at aftalen med Geovanni er kommet på plads. Vi har haft gode muligheder for at se ham an i vores eget miljø i København, og han viste allerede fra starten, at han er en dygtig og talentfuld angriber."

"Geovanni vil indgå i vores U19-trup, men vil allerede fra begyndelsen have faste træningspas med førsteholdet, da vi allerede nu anser ham for at være klar til at kunne være en del af træningsmiljøet på førsteholdet,” siger Morten Grahn.

Mikkel Køhler, Head of Recruitment, tilføjer om 18-årige Geovanni Vianney Aboh Ndjee.

”Geovanni har potentialet til at blive en komplet angriber. Han sparker godt med begge ben og har vist os et stærkt hovedspil."

"Derudover har vi set, at han kan finde de dybe rum på banen godt, ligesom han også kan spille i mellemrum. Men i sidste ende, så er han en spiller, som lever for at lave mål.”

”Vi glæder os virkelig til at tilknytte ham på fast basis, og ’Geo’ har vist sig enormt læringsparat. Han skal klart vænne sig til spillestilen og livet i Europa, men han har blandt lært engelsk på rekordtid, og det er et godt udtryk for, at han er villig til at gøre en stor indsats for at tage de næste skridt,” siger Mikkel Køhler.
 

Mikkel Køhler, Geovanni Vianney og Morten Grahn
Mikkel Køhler og Morten Grahn byder Geovanni Vianney velkommen i København. Foto: FCK Media