Spillerne jubler med fansene efter kampen

Neestrup: En hård fight, som vi vandt fortjent

”Det var en hård fight, som jeg synes, at vi vandt fortjent,” sagde Jacob Neestrup efter Derby-sejren på 1-0.

”Det var naturligvis en meget vigtig sejr. Det er altid vigtigt at vinde et Derby, men jo især efter den periode, vi har været igennem på det seneste. Og så var det også vigtigt at vinde i Parken foran vores fans, hvor mange har rejst med rundt og støttet os hele efteråret og helt berettiget også har kritiseret os.”

”De har haft en meget positiv tilgang op til den her kamp, både i går da vi skulle træne herinde, og før og under kampen i dag, og også derfor var det dejligt, at vi kunne betale lidt tilbage med den her sejr.”

”Vi spillede under et stort pres i dag på grund af den situation, vi har bragt os i, og selv om meget kunne være bedre i spillet, så lykkedes vi med at spille lidt mere simpelt og direkte. Og så var vi rigtig gode til at forsvare vores felt, så jeg er meget tilfreds med både Kotarski og bagkæden."

”Der var generelt ikke mange chancer i kampen, men vi fremtvang og udnyttede et tyndt straffespark i vores bedste periode, og det blev afgørende, at vi udnyttede den mulighed. Jeg synes jo stadig ikke, at sådan et straffe skal dømmes, men sådan er reglerne, og det er også før gået ud over os selv."

"Men uanset måden vi vandt på, var det et godt og vigtigt skridt frem, men alt bliver ikke godt igen fra den ene dag til den anden, så vi skal tage flere skridt frem og slutte året godt af, så det ikke bliver et frem og to tilbage,” sluttede Jacob Neestrup.