
Adgangsforhold til FCK-FC Basel
F.C. København forventer fuldt hus til onsdagens afgørende Champions League-playoff mod FC Basel, hvor der er kickoff i Parken kl. 21.00.
Samme aften er der DHL-løb i Fælledparken, så der er rigtig mange mennesker i området omkring Parken. Det påvirker også den offentlige transport, især Metroen, og de i forvejen begrænsede parkeringsmuligheder i lokalområdet, så det anbefaler vi at tage højde for.
Adgangsforhold før kampen
FC Basels fans er placeret på D-tribunen (D1 og D2) og ankommer via Gunnar Nu Hansens Plads. Alle andre skal derfor anvende Øster Allé, uanset hvilken tribune, man har plads på.
VIP-gæster i bil og andre køretøjer med parkeringstilladelse til Parkens område kan stadig køre ind fra Gunnar Nu Hansens Plads.
Adgangsforhold efter kampen
Efter kampen skal FCK-fans forlade Parken ad Øster Allé, og vi anbefaler at gå mod Trianglen.
Tilskuere fra A-tribunen og Sektion 12 kan ikke forlade Parken via Gunnar Nu Hansens Plads, før politiet giver grønt lys til, at vi må åbne for udgang den vej.
Biler kan køre ud via Gunnar Nu Hansens Plads, når Politiet tillader udkørsel.
