Royal League: FCK i Tromsø

Lige nu befinder 18 spillere, to trænere, en læge, to massører, en holdleder, en sportsdirektør, og FCK.DK's udsendte medarbejder sig i Tromsø - hjemsted for verdens nordligste professionelle fodboldklub. Rejsen startede onsdag efter træningen på KB's anlæg, hvor spillerne kørte med FCK-bussen til Københavns Lufthavn. Første stop på turen var Oslo - det viste sig at blive et længere stop end forventet, da flyveren til Tromsø var halvanden time forsinket.

Spillerne var ikke synligt påvirket af forsinkelsen, og som flittigt rejsende havde de ingen problemer med at fylde tiden ud. Nogle læste bøger - de fleste havde et par blade med. Hjalte Nørregaard gemte sig bag et par usandsynligt store høretelefoner og lyttede til musik. Traoré havde en lille DVD-afspiller med, og Magne fik fat i fem norske aviser - så han var godt tilfreds. "32" sov lidt, mens andre sad og hyggede sig.

Vejret har hele tiden været et stort emne på turen nordpå. På vej ud fra terminalen i Tromsø kunne vi se en flytekniker inde i flyets jetmotor - her løsnede han is?. Vi landede i Tromsø klokken 22 efter en stille og rolig flyvetur. Da vi landede var der et par lokale journalister og TV-hold, der kun var interesseret i én mand: Magne Hoseth, der i dagens anledning var uden skæg.

Nordmænds fornemmelse for sne
Nordmænd har åbenbart en anden holdning til sne end vi danskere har. Så snart sne lander på jorden i Danmark, så bliver hundredvis af sneplove sendt ud på vejen for at fjerne det. I Norge lader de bare sneen ligge. Alle veje er dækket med sne. Samtidig er sneen helt hvid, og det betyder at hele Tromsø kommer til at ligne en idyllisk lille, norsk træby.

Efter en middag bestående af pasta, kylling og salat (standard fodboldmenu for spillere), gik FCK.DK's udsendte ud for at kigge lidt på byen med holdlederen og sportsdirektøren. Spillerne fik massage tilbage på hotellet og så lidt engelsk ligacup før de gik i seng.

Tromsø er en universitetsby, og det mærker man med det samme, hvis man er ude efter klokken 23. Der er en del små hyggelige barer og caféer, og selvom det var en stille og rolig onsdag aften, så var der pænt mange mennesker på gaden. Tromsø centrum ligner et klassisk julekort med mange små farvede træhuse dækket med sne, små gader og en flot kirke

Pas på! Hvis det hele lyder meget fristende og man allerede er i gang med at planlægge en tur til Nordnorge, skal man være klar over den mørke side af den norske tilværelse:

For det første: Øl koster 55 norske kroner for et glas (af mærket Mack).

For det andet: Der er ingen sol i byen i december og starten af januar. Det betyder ikke, at der er helt mørkt, men her klokken 11 om formiddagen er der kun nok lys til at kunne se vejen. Man kunne godt forestille sig at det bliver lidt deprimerende i længden. (tænd lyset for fanden!:-))

Vejret og banen
Vejret er godt lige nu. Ingen sne og der forventes kun en smule sne gennem dagen. Minus to grader som det er nu er forholdsvist mildt for starten af december i Tromsø. Banen er p.t. dækket af plastic, men forventes at blive klargjort halvanden time før kampen starter. Banen bliver formentlig lidt våd og glat, men bestemt spilbar. Som Tromsøs baneansvarlige sagde til FCK.DK: "At arrangere en fodboldkamp i Tromsø i december måned, er ligesom at arrangere et vinter-OL i København i juli måned."

FCK.DK talte med Hans Backe ved morgenmaden, og det er klart at F.C. Københavns cheftræner ved alt hvad der skal vides om aftenens modstander.

- De var lidt uheldige i deres første Royal League-kampe og kunne godt have vundet både mod Brøndby og mod Göteborg. Det er Norges stærkeste hjemmebanehold, og jeg forventer en hård kamp. De er gode til kontraspil og det skal vi passe på. Baneforholdene bliver måske afgørende, sagde Hans Backe.

Spillerne træner lige nu på en indendørs bane. Hans Backe ville gerne have trænet på kampbanen, men har accepteret, at den skal spares til i aften. Bagefter er der frokost, så bliver der hvilet og klokken 16.45 drager holdet mod stadion. Der forventes 3.000 - 4.000 tilskuere til kampen,

Byen Tromsø glæder sig til denne historiske kamp (det er første gang nogensinde at der bliver spiller udendørs fodbold i december måned) - det gør vi også.