Jacob Neestrup

Neestrup før Derby: En vigtigere kamp end i onsdags

”Vi glæder os alle til Derby i en fyldt Parken!” Sådan lød det fra både trænere og spillere efter lørdagens lukkede træning på banen, hvor det går løs søndag kl. 12.00. United-kampen er ikke glemt, men gemt væk, for nu er der kun én ting, der gælder og det er en sejr i topbraget mod de nærmeste forfølgere.

Vi bad Jacob Neestrup sætte ord på, hvad det betyder med to så store kampe med få dages mellemrum.

”Jeg synes, det er godt for os, at det er den her kamp, der kommer lige efter den oplevelse, som vi alle havde forleden aften herinde,” sagde Neestrup.

”Det er en stor kamp, der venter i morgen, og sat på spidsen også en vigtigere kamp, end den vi spillede i onsdags mod United.”

”Det er to gode hold, der mødes, og vi forventer en svær og et eller andet sted også en meget lige kamp i morgen. Vi ved selvfølgelig godt, at vi kan øge forspringet i tabellen med en sejr, men turneringen er stadig ung, så uanset om vi er a point eller tre eller seks point foran efter i morgen, så er vores mindset det samme i resten af efteråret.”

”Vi er vant til to kampe om ugen, men det må alligevel have været lidt specielt for dig også efter i onsdags?”

”Ja, det var som sagt en kæmpe oplevelse og en vigtig sejr, men jeg er rimeligt hurtigt videre. Sådan er det jo for alle fodboldtrænere, at der ikke er så lang tid til at nyde de gode stunder, for der er hele tiden en vigtig kamp rundt om hjørnet, og det må man jo sige, at der virkelig er tale om i det her tilfælde.”

”Men er der noget specielt, du tager med fra kampen, hvor vi jo trods sejren ikke ramte det niveau, vi gerne ville?”

”Jo, men i forhold til Derby bruger vi nu ikke så meget krudt på selve United-kampen, men mere generelt på, hvad vi selv skal gøre bedre eller anderledes eller fortsætte med for at vinde i morgen. Så vi har lagt United-kampen bag os og fokuserer kun på, hvordan vi skal spille Derbyet.”

”Der er ingen tvivl om, at vi skal præstere på et meget højt niveau for at vinde i morgen. Selv om jeg ikke er meget for at sige det, så synes jeg jo, at – selv om de er vores rivaler – så har indholdet af det, de sætter gang i kampene været på både et meget stabilt niveau og også et til tider højt niveau hen over de sidste par måneder. Og ligesom os selv, har de formået at vinde kampe på de dage, hvor de ikke spiller så godt, og det er derfor, de ligger i toppen. Det har jeg som fagmand respekt for, også selv om det er Brøndby IF,” sluttede Jacob Neestrup.

>> Se truppen her

Træning i Parken
Lørdagstræning i Parken under taget, som bliver kørt af inden søndagens Derby. Foto: Torkil Fosdal, FCK Media