Derby i Parken

Derby: Dagen derpå

Ottende målløse Derby
Det var ottende gang, et Superliga-Derby endte uden mål, og femte gang det skete i Parken. Det er ikke usædvanligt mange, for vi har trods alt spillet 105 Superliga-Derbyer, så det svarer til 7,6 %.

Vi har f.eks. spillet færre 0-0-kampe mod hold som OB (5), Lyngby (2) og FC Nordsjælland (2) og Randers FC (1). Selv når man tager højde for, at vi har mødt dem færre gange, så svarer andelen til mellem to og fem procent.

Vi har også spillet 0-0 otte gange mod Silkeborg og AGF, og da vi har mødt dem henholdsvis 73 og 87 gange, så er procentandelen højere end mod Brøndby: 11 % mod Silkeborg, og 9,2 % mod AGF.

Statistisk set er der altså ikke noget usædvanligt i et målløst Derby. Der er dog en interessant udvikling siden 1992, for det første 0-0-Derby var i 1992, det andet i 2006, mens de seneste seks er spillet i de ti seneste år fra 2013-2023.

Spillerne går på banen med indmarchbørn fra Klub Leo
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Derby-tilskuerstatistik
Ovennævnte 0-0-Derby i 2006 var det bedst besøgte Derby nogensinde med 41.201 tilskuere i Parken. De 33.583 til søndagens Derby kommer ind på en 14. plads, men siden Parkens kapacitet blev reduceret i 2009 (med den nye D-tribune), så er det nummer tre på listen:

  • 35.057 den 30. april 2023
  • 33.758 den 18. april 2022
  • 33.583 den 12. november 2023

Bag tallet i april 2023 gemmer sig, at Brøndby ikke måtte have udefans, og derfor kunne vi sælge alle billetterne på D-tribunen.

Jonas Wind og Mohamed Daramy var i øvrigt blandt tilskuerne på tribunen i går, da de er i København for at støde til den danske landsholdslejr. Efter kampen var de også nede og hilse på de gamle holdkammerater i omklædningsrummet, men havde selvfølgelig håbet, at humøret havde været lidt højere.

Jonas Wind
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Falk: Ikke en katastrofe, men træls...
”Der er ingen tvivl om, at det har været tre hårde uger med rigtig mange kampe, men det skal absolut ikke være nogen undskyldning," sagde Falk efter den syvende kamp på tre uger, hvor han selv har trukket et stort læs med fuld spilletid i dem alle, undatgen det sidste kvarter mod Hvidovre.

"Vi gav alt, hvad vi havde i dag, men det var ikke helt nok til at sætte en super præstation sammen i dag, men det var heller ikke helt i den anden grøft, men desværre ikke nok til at vinde. Uafgjort er ikke en katastrofe, men det er træls ikke at slå dem her i Parken, når vi havde muligheden for at lægge afstand i toppen.”

Rasmus Falk
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Den tredje blok er vel overstået
Neestrup og trænerteamet arbejder med "blokke" her i efteråret, dvs perioderne mellem landskamppauserne, og nu har vi overstået den tredje blok.

Blok1 var perioden fra sæsonstarten til og med Viborg-hjemmekampen, dvs inklusive alle Champions League-kval.kampene. Her vandt vi seks af syv Superligakampe og tabte kun til Silkeborg - samtidig med at vi spillede os i Champions League-gruppespillet uden at tabe undervejs.

Blok 2 blev mere blandet med kun en enkelt ligasejr, som til gengæld var den vigtige 3-2 i Brøndby. Dertil rekordsejren over Lyseng og de tætte Champions League-kampe mod Galatasaray og Bayern med det skuffende pointudbytte.

Blok3 gav tre ligasejre over Vejle, Hvidovre og Randers, inden den seneste 0-0 mod Brøndby - og dertil en sikker pokalsejr over FC Midtjylland og den forrygende 4-3-sejr over United, mens vi måtte sluge en enkelt bitter pille på Old Trafford i form af blokkens eneste nederlag.

Om to uger tager vi hul på den sidste bIok inden vinterpausen:

  • Lø. 25.11 ude mod Viborg
  • On. 29.11 ude mod Bayern
  • Sø. 3.12 hjemme mod AGF
  • On. 6.12 hjemme mod Silkeborg (pokal)
  • Lø. 9.12 ude mod Silkeborg (pokal)
  • Ti. 12.12 hjemme mod Galatasaray
Vi er København
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Derby-statistik
 

Derby-kampstatistikDerby-kampstatistik