F.C. København etablerer selskab for kvindefodbold

Forberedelserne til sommerens debut for F.C. Københavns første kvindehold fortsætter med etableringen af selskabet F.C. København Kvindefodbold A/S. I bestyrelsen sidder bl.a. direktør Sasha Denham, tidligere justits- og udenrigsminister Lene Espersen samt repræsentanter for F.C. København, FC Damsø, KB og B1903.

Fra sommeren 2024 vil F.C. København også have et elitehold for kvinder. Det sker via en overbygningsaftale mellem FC Damsø og F.C. Københavns øvrige moderklubber, KB og B1903.

Som et led i forberedelserne til premieren til august har F.C. København nu etableret et særskilt selskab til kvindeholdet. F.C. København Kvindefodbold A/S er et datterselskab af F.C. København P/S.

”Vi glæder os over, at vi har taget endnu et skridt på den ambitiøse rejse mod at skabe et stærkt kvindehold i F.C. København regi, og at vi har sammensat en bestyrelse, der vil arbejde dedikeret for at udvikle kvindefodbolden i FCK og i København,” siger Henrik Møgelmose, der er formand i det nye selskab og fortsætter:

”Der er fortsat en lang vej foran os, men vi er alle meget motiverede for at komme godt i gang, og vi har sammensat en bestyrelse, der repræsenterer alle parter i samarbejdet,” siger Henrik Møgelmose.

Michael Stenskrog er næstformand, mens Gert Petersen er KBs repræsentant, Louise Bøje Jensen er B1903s repræsentant, og Anker Thisted repræsenterer FC Damsø.

De øvrige bestyrelsesmedlemmer er direktør for CO/PLUS, Sasha Denham, der tillige er spiller i FC Damsøs førsteholdstrup, samt tidligere justits- og udenrigsminister Lene Espersen.