Første kamp med israelsk dommer

Første kamp med israelsk dommer

OM DOMMERNE 
Dommeren til onsdagens kamp er den 39-årige israeler Liran Liany. 

Han har ikke tidligere dømt F.C. København i de europæiske turneringer, men dømte i august 2015 FC Midtjylland mod Southampton FC i playoff-runden til Europa League, en kamp som midtjyderne vandt 1-0 i Herning. 

Det er første gang, at der er påsæt en israelsk dommer i en europæiske kamp med deltagelse af F.C. København. 

Linjevogtere: David Elias Bitton (ISR) og Mahmud Mahagna (ISR) 
4. dommer: Eli Hacmon (ISR) 

DATOEN 3. AUGUST 
F.C. København har aldrig spillet en europæisk kamp på datoen 3. august. Faktisk har F.C. København blot spillet en kamp på datoen 3. august – og her taler vi alle turneringer –den enlige kamp var en Superligakamp i 1997 mod Silkeborg IF. Todi Jónsson bragte F.C. København foran 1-0, men Jesper Thygesen udlignede til 1-1, kampens slutresultat.
 






KARANTÆNE-INFORMATION 
Efter F.C. Københavns første tre europæiske kampe har FCK-spillerne fået samlet fire gule kort sammen. 

Andreas Cornelius har fået to af dem, mens de sidste to er fordelt på Benjamin Verbic og William Kvist. 

Ingen spillere er i karantæne til kampen mod AFC Astra Giurgiu, men med to gule kort er Cornelius i karantænefare. De europæiske regler er nemlig, at den første karantænedag falder efter tre gule kort. 

Gule kort nulstilles efter playoff-runden og en karantænedag optjent via et gult kort i sidste playoff-kamp skal ikke afsones. Karantæne grundet et rødt kort skal altid afsones. 

OM CHAMPIONS LEAGUE 
Onsdagens kamp er den 2. kamp i 3. kvalifikationsrunde til UEFA Champions League. Den samlede vinder af de to opgør, kvalificerer sig til playoff-runde til gruppespillet i UEFA Champions League. 

Vinderen af denne playoff-runde er med i gruppespillet i UEFA Champions League, mens man i tilfælde af nederlag ”overføres” til gruppespillet i UEFA Europa League. 

Playoff-kampene skal ifølge planen afvikles den 16/17. august med returkampe den 23/24. august 2016. Der trækkes lod til playoff-kampene fredag den 5. august 2016. 

Taberen af 3. kvalifikationsrunde skal spille playoff-kampe om at komme i gruppespillet til UEFA Europa League. Disse kampe spilles den 18. og 25. august, også her finder lodtrækningen sted den 5. august 2016. 

EUROPÆISKE FACTS 
F.C. København har spillet 159 kampe i de europæiske turneringer. 65 kampe er vundet, 36 er endt i en pointdeling og 58 gange har modstanderen snuppet sejren. Målscoren er 230-201 i F.C. København favør. 

Ud af de 159 europæiske kampe er 79 af dem spillet på hjemmebane. 38 af dem er vundet, 15 er sluttet uafgjort og 26 kampe er tabt. Målscoren er 125-92. 

Danske hold har 19 gange spillet mod rumænske hold i de europæiske turneringer. Syv af kampene er vundet af de danske hold, tre er sluttet uafgjort og ni gange er rumænerne løbet med sejren. Målscoren er 34-24 i rumænsk favør. 

F.C. Københavns 10 europæiske mål i denne sæson er fordelt på tre mål før pausen og syv mål efter pausen. Den farligste periode har været det første kvarter af 2. halvleg, her er fire af de 10 mål scoret. Fem af F.C. Københavns 10 europæiske mål i denne sæson er scoret på hovedstød. Dertil kommer tre mål med højrebenet og to mål med venstrebenet. 

Det eneste af F.C. Københavns 10 mål europæiske mål der er scoret fra en position uden for straffesparksfeltet er Jan Gregus’ frisparksmål i 6-0 sejren over Crusaders FC. Ud af de resterende ni mål, er der tre af dem sendt i mål af en spiller i det lille målfelt.

>> Spil på kampen med F.C. Københavns officielle bettingpartner Unibet