Sektionen på Nedre Unibet (B)-tribunen

Flyv med til kamp mod FK Vardar

Det blev torsdag bestemt af UEFA, at vi starter ude mod FK Vardar i 3. Kvalifikationsrunde til UEFA Champions League på tirsdag kl. 20.00 i Skopje. Med så kort varsel er vi klar over, at det har givet nogle udfordringer for flere af vores fans, som har ønsket at rejse til Makedonien for at støtte holdet - blandt andet i forhold til transportmuligheder til opgøret.

Derfor har vi besluttet at booke et større fly, når vi rejser mod den makedonske hovedstad, Skopje, for at give fans, der ønsker det, muligheden for at opleve det vigtige opgør.

Der er afgang fra Københavns Lufthavn mandag kl. 9.30 – og vi rejser hjem igen fra Skopje umiddelbart efter kampens afslutning, kl. 00.30 og forventet ankomst i København er 03.00.

Turen koster 2700,- og for det får du flybillet tur/retur samt transport fra stadion efter kampen ud til lufthavnen.

Du skal være hurtig, da sidste frist for bestilling af turen er søndag kl. 10.00 – eller så længe billetter haves. Der er nemlig et meget begrænset antal billetter til kampen.

Du skal selv sørge for at købe billet til opgøret, overnatning samt huske, at det er obligatorisk at have Awaykort for at kunne tage plads på F.C. Københavns fanafsnit.

Der skal ikke søges visum til Makedonien for danske statsborgere.

Har du spørgsmål til turen, bedes du skrive til kundeservice@fck.dk.

Du kan købe turen til Skopje her – i forbindelse med køb skal du have dit pasnummer og Awaynummer klar.

 

Information om billetter

Du kan nu købe din billet til udekampen mod FK Vardar i Fanshoppen på Øster Allé.

Billetten koster 100,-

Ved køb får du en voucher, som du skal medbringe på Nacionalna Arena Filip II. Her skal du ombytte den til en adgangsbillet ved scanningen af dit Awaykort.

Ved køb beder vi samtidig om en e-mail-adresse, så vi kan sende dig informationer, hvis der skulle ske eventuelle ændringer.

Et Awaykort er obligatorisk ved alle vores udebanekampe. Har du ikke et Awaykort, vil du ikke blive lukket ind. Læs mere om Awaykort her.