Ugen der gik

Ugen der gik

Slår vi pointrekorden fra 2010/11?
Med søndagens sejr over FC Midtjylland har vi hentet 67 point i 27 kampe - det er tre færre end på samme tidspunkt i 2010-11. Dengang havde vi til gengæld tabt en enkelt kamp, mens vi endnu er ubesejrede i år. Vores forspring til forfølgerne var derimod dobbelt så stort som i dag: vi førte med 26 point foran OB, mens vi “kun” fører med 13 point foran Brøndby.

Når sæsonen er slut, kan man måske ikke sammenligne helt “lige over” på grund af den ændrede turneringsstruktur, men man kan jo altid udregne antallet point pr. kamp. Og så se bort fra, at vi har mødt topholdene flere gange i denne sæson, end vi gjorde i 2010/11, hvor alle mødte hinanden tre gange.


FCK Camp hos Østerbro IF
Her i weekenden var der FCK Camp et langt udspark fra Telia Parken hos Østerbro IF, som er en af F.C. Københavns mange samarbejdsklubber. Østerbro-klubben, der er en sammenslutning af ØB og Ryvang Fodbold Club, blev tidligere på måneden udnævnt til “Årets fodboldklub 2016” af DBU København, og sidste år kårede Københavns Kommune klubben til “Årets Idrætsforening”.

Foto: FCK.DK

Trods det kølige forårsvejr var der masser af glade og aktive børn og unge, som spillede og trænede til den store guldmedalje. Lørdagen blev også lidt ekstra federe, da Kim Christensen og Jores Okore pludselig dukkede op.

Her kan du finde datoer og meget mere info om FCK Camp.


Copenhagen Sundays er genopstået
Som mange læsere af denne spalte givetvis husker, udkom Copenhagen Sundays som papir-magasin i starten af 00’erne, men der nåede desværre ikke at komme ret mange numre, før bladet måtte stoppe igen.

Nu har to af de daværende “bagmænd”, Pelle Elikofer og David E. Bastian-Møller, genoplivet Copenhagen Sundays som webmagasin.

Pelle og David, der begge er mangeårige FCK-fans, har samlet en redaktion med journalister og kommunikationsfolk, der har hjertet på rette (FCK)sted. De vil udgive et webmagasin fire gange årligt og supplere med Facebook, Instagram og nyhedsbreve. Det hele skal finansieres af annoncer og frivillige bidrag.

- Hvis man er FCK-fan, så skal man følge med hos os. Hos Copenhagen Sundays vil man kunne finde længere artikler, interviews og småstof om alt, der har med FCK at gøre, siger David Bastian-Møller, som har samlet en mindre redaktion af journalister og kommunikationsfolk, alle med stor forkærlighed for klubben.

Det første nummer er allerede udkommet - tjek det ud på magasinets website copenhagensundays.dk. Følg også med på Facebook (Copenhagen Sundays) og Instagram (copenhagensundays).

Velkommen tilbage i mediebilledet!


Eks-FCK'ere

Bo Almlev
I går, søndag, fyldte Bo Almlev 40 år - tillykke! Bo er blandt de spillere, der har været så tæt på FCK’s førstehold som man kan, uden at komme i kamp - som KB-ynglinge sad han nemlig på bænken en enkelt gang i juni 1995, da vi vandt 2-1 i Odense.

Det er jo også en del af fodboldverdenen, hvor der hvert år er mange dygtige og talentfulde ungdomsspillere, der kæmper om at komme gennem nåleøjet til den topprofessionelle fodboldverden. Og de historier fortjener også at blive fortalt engang imellem, så vi ringede Bo op dagen efter den runde dag.

- Jeg var på en såkaldt lærlingekontrakt, men der skete så meget i klubben i sommeren 1995, hvor Karsten Aabrink kom ind og Michael Schäfer blev ny træner, så der var en større udskiftning. Jeg spillede de første 3-4 ynglingekampe i efteråret, hvor vi lå nummer et, men blev så ramt af kyssesyge og kom først tilbage de sidste måneder af sæsonen. Så jeg var en af dem, der ikke nåede op og få en fuldtidskontrakt, fortæller Bo, der som ungdomsspiller var midtbane- og kantspiller, men siden fandt sin plads som forsvarsspiller.

- Da jeg ikke fik ny kontrakt i FCK, holdt jeg et halvt års pause og spillede herefter 1. divisionsfodbold i Avarta i et halvt års tid. Men så skete der også en masse ændringer i klubben, og jeg rykkede videre til Glostrup IF 32, hvor flere andre tidligere KB’ere også spillede. Blandt andet Thomas Rasmussen, som heller ikke var slået igennem i KB/FCK, men fik stor succes i Glostrup og røg til belgisk fodbold lige efter jeg kom (og siden til bl.a. Farum, Hansa Rostock, Brøndby og Lyngby, red.).

Mens Bo var i Glostrup, mødte han bl.a. FCK i en pokalkamp, der endte med forlænget spilletid og straffespark. Han var endda én af dem, der udnyttede forsøget fra 11 meter-pletten, men Byens Hold trak alligevel det længste strå og gik videre til næste runde.

- Jeg var to-tre år i Glostrup, hvor det gik lidt op og ned, og selv om jeg bagefter havde tilbud fra andre, så valgte jeg at tage en pause. Men så ringede træneren fra Greve, som lå i Danmarksserien dengang, og selv om jeg kun var først i 20’erne, så de mig som en “gammel spiller med erfaring”. Vi endte med at spille oprykningskampe, men tabte desværre. Så kom der ny træner, og så valgte jeg at lægge støvlerne helt på hylden. I stedet tog jeg rygsækken på nakken og brugte vel seks-syv år på at rejse rundt i verden og arbejde, inden jeg vendte hjem i 2006 og gik ind i min fars firma, J.P. Hoverby (renovering og vedligeholdelse af kontorer og ejendomme, red.). Her gik jeg først i lære og sidder i dag som direktør, slutter Bo Almlev.

Bo Almlev
Foto: J.P. Hoverbys hjemmeside



U19
Forrige fredag blev Silkeborg besejret 5-0 på tre mål af Victor Jensen, ét af Henrik Bellman og ét af Nicklas Røjkjær. Se højdepunkterne her.

U19 topper U19-ligaen tre point foran Esbjerg og fire point foran FC Midtjylland, der har spillet en kamp mindre.

Tirsdag kl. 16.30 møder U19 OB i Ådalen i Odense.


U17
U17 spillede lørdag eftermiddag topkamp mod AGF i Århus og løb ind i et 1-5-nederlag til de århusianske DM-favoritter. Oliver G. Andersen stod for den enlige træffer.

U17 ligger p.t. nr. 3 i tabellen og møder næste gang nr. 2, Brøndby, på KB’s anlæg, den 2. maj kl. 18.00.


Old Boys
Clement Cliford debuterede med et hattrick, da de gamle drenge hentede sæsonens anden sejr ved at vinde 3-0 over Tuse IF med bl.a. Nicolai Stokholm på holdet. En kamp, hvor Lars Jacobsen kun holdt ca. 20 minutter, inden han måtte udgå med en skade - hvilket jo ikke ligefrem gavnede Lars’ humør i den ugentlige podcast fra Fodboldministeriet. Her fortalte han dog, at han nåede at spille Cliford fri til 2-0-målet, inden han måtte lade sig udskifte.

En lidt yngre udgave af Clement Cliford anno 1999

I aften gælder det, med eller uden Lars, et klassisk københavneropgør mod Frem, der lægger vejen forbi KB’s kunststofbaner kl. 20.30.


Sagt og skrevet om FCK

Alexander Zorniger til bold.dk:
- Det var endnu en tæt kamp. Vi havde en chance ved Hany (Mukhtar, red.) i første halvleg, men overordnet set reagerede vi for meget ud fra deres spil. Vi fik aldrig gang i vores eget spil, som vi gjorde i de første kampe mod dem, og det var tydeligt at se, at vi ikke var i stand til at kontrollere dem, når kampen blev på deres præmisser. Det må være vores opgave til de kommende kampe mod dem.

Rodolph Austin til brondby.com:
- Det var én enkelt fejl. Vi vidste, at FC København gerne ville spille på indlæg, og det var den eneste måde, de kunne score på i dag. Men vi må lære af det, Vi gjorde det bedste, vi kunne.

Mikkel Duelund til bold.dk:
- De var meget kyniske foran vores mål, og det manglende vi i den anden ende. Men jeg synes også, vi havde en god portion uheld. Vi ramte overliggeren, og vi havde chancer, hvor vi gjorde alt rigtigt, men hvor deres keeper gjorde det fantastisk.

Jess Thorup til fcm.dk:
- Vi havde en tilgang til kampen om at gå ind og spille vores eget spil og havde en gameplan om at tænke offensivt og tage fat i kuglen, når muligheden var der. Vi skulle ikke i Telia Parken og forsvare noget hjem, og det synes jeg faktisk vi gør rigtig godt. Jeg husker en kamp, hvor vi producerer de chancer der skal til for at få point og måske endda en sejr. Men vi må også blankt erkende, at der er selvfølgelig også lidt kvalitet og noget skarphed, der afgør kampen. Robin Olsen står vel en af sine bedre kampe, og i den anden ende ser vi, at Cornelius er knivskarp i øjeblikket, og det er vel derfor vi nu for tredje gang i træk taber 1-3 til FCK. Og det er vi selvfølgelig ikke tilfredse med.


Gamle ting og sager
Vi får stadig fine bidrag (via historie@fck.dk) fra de gode, gamle dage, som vi kan bruge her i vores jubilæumsår.

Vi har blandt andet haft besøg af Poul Larsen fra Danicas Supporterklub, der har støttet Byens Hold aktivt siden 1992. Han kunne bl.a. fremvise denne specialfremstillede T-shirt, som Supporterklubben lavede INDEN den afgørende udekamp mod Brøndby i foråret 1993 - der som bekendt endte med, at T-shirten blev guld værd!


Vi har også fået endnu en kuvert fyldt med gamle billetter, denne gang fra K. Nymand - den indeholdt blandt andet disse away-billetter fra Trondheim og Madrid: