Rasmus Falk svarede på Facebook-spørgsmål

Rasmus Falk svarede på Facebook-spørgsmål

Mandag aften satte Rasmus Falk sig på sit hotelværelse i Dubai og besvarede spørgsmål fra vores Facebook-følgere. Du kan se det hele på vores Facebook-side, og her har vi udvalgt nogle af spørgsmålene og svarene:


Hvis Falk ikke var fodboldspiller…

Jonathan Christensen: Hej Rasmus, hvad skulle du være, hvis du ikke var fodboldspiller?

Rasmus Falk: Hej Jonathan! Godt spørgsmål, det har jeg også nogle gange selv tænkt over... men det afhænger lidt af hvornår man spørger mig :-) Nogle gange har jeg masser af ideer, men andre gange ved jeg det ikke.

(Dette spørgsmål kårede Rasmus bagefter som det bedste, og Jonathan vandt dermed fire billetter til en af vores hjemmekampe mod AC Horsens eller Esbjerg)


Hvordan bliver man god...
Mikkel Lund Kristensen: Hej Rasmus aka gud. Hvor meget fodbold spillede du før du blev prof? Og har du nogle tips til hvordan man kan blive så god som dig, din legende?

Rasmus Falk: Hej Mikkel! Jeg plejer at sige at man skal ha' det sjovt med at spille fodbold. Jeg havde det sjovt i skolegården og jeg spillede også meget indendørs som yngre, der ku' man være i en hal i 3 timer og tænkte ikke over man var træt. Jeg boede også tæt på stadion i Middelfart hvor jeg brugte mange timer. Det vigtigste er at man hygger sig med det. Det var først da jeg skiftede fra Middelfart til OB at det blev rigtig seriøst, og jeg skulle også vælge mellem badminton og fodbold. Men det sociale i fodbolden vejede tungest. Fodboldstævnerne var sjovere at være med til.


Favoritposition på banen…

Joel Amossen: Hvilken position på banen føler du selv at du passer bedst på? I FCK har du spillet en del på højre kant, men du har også tidligere spillet en del på den offensive midtbane i OB, og også på venstre kant :)

Rasmus Falk: Hej Joel. Venstrekanten er suveræn for en type som mig, men det er den også for Youssef og Verbic f.eks. Højrekanten spillede jeg mange år i OB, og den passer mig også rigtig godt. Hvis man spiller med en 10'er, så er det også en position jeg foretrækker.


Falks hemmelige talent…
Adam MN: Hej Rasmus, har du et hemmeligt talent. Fodbold tæller ikke.

Rasmus Falk: Hej Adam, måske badminton... som jeg har svaret på et tidligere spørgsmål skulle jeg vælge mellem badminton og fodbold, og badminton var lige så seriøst som fodbold, da jeg var ung. Jeg har fx spillet mod Viktor Axelsen, men jeg har aldrig tabt til ham ;-)


Falk-frisuren…
Steffen Birkedal: Hvorfor lod du dig presse til, at klippe dit lange hår af? You are who you are.

Rasmus Falk: Hej Steffen, ja... godt spørgsmål... det var jo noget jeg gjorde for vi nåede CL-gruppespillet, men måske var det røget alligevel, for det var ved at være en vis længde. Jeg kan godt savne det engang imellem, for jeg ku' godt li' det, men jeg er altså også glad for det korte. Det vokser jo igen, og så må vi se hvornår det ryger af igen :-)


Klubskiftet fra OB til FCK…
Steven Ilg Hansen: Hej Rasmus. Hvilke konflikter/problemstillinger oplevede du som de største, i perioden i OB efter dit FCK skifte var offentliggjort?

Rasmus Falk: Hej Steven, der var lige en uges tid, hvor mange skulle ud med nogle følelser og vrede, og det synes jeg også er fair, for det er jo fodbold. Der er også mange efterfølgende der har skrevet, at de ikke var så glade for det i starten men at de godt ku' se ideen i det senere. Man kan ikke gøre alle tilfredse, men man må først og fremmest tage de rigtige step for én selv. Jeg var rigtig glad i OB og havde en god periode der, men havde brug for at udfordre mig selv.


En endnu bedre Falk…

Hjalte Jacobsen: Hola. Hvad mener du selv at du skal bygge på for at blive en endnu mere komplet spiller? Er det fysikken, spilforståelse, teknik, hoved spil?

Rasmus Falk: Hej Hjalte! Man kan altid forbedre sig, både på det man er knap så god til, men man skal også dyrke og udvikle de ting man er rigtig god til. Det er vigtigt for at gøre sine spidskompetencer til noget specielt. Jeg har tit haft et mål om at score flere mål, men jeg synes egentlig jeg ligger på et fint snit nu og også gjorde det de seneste to sæsoner. Men mål og assist vil man altid gerne lave flere af.