Corner: Håber at fortsætte hvor jeg slap

Cornelius før Brøndby: Bliver sjovt som sædvanligt

Søndag kl. 16.00 fløjtes sæsonens første derby igang på Brøndby  Stadion, hvor løverne skal forsøge at ride videre på succesen mod APOEL i onsdags - og Andreas Cornelius glæder sig til dysten:

- Det bliver sjovt som sædvanligt. Der er altid masser af knald på og god stemning - så det bliver ikke svært at sætte sig op til den kamp, konstaterer Corner.

De to hold topper tabellen a point efter de seks første spillerunder, men det betyder ifølge angriberen ikke det store:

- Det ændrer ikke så meget. Selvom Brøndby har ligget dårligt tidligere, så har de kampe altid haft deres eget liv - og det har været tætte kampe, ligegyldigt hvor stor forskel der har været i tabellen. Jeg tror, at det bliver noget af det samme - en masse fight og højt tempo, lyder vurderingen.

- Vi skal stå imod den begejstring som, de har i øjeblikket, og spille os ud af det pres, de kommer med. Men vi skal bare spille vores eget spil, for vi ved, at vores koncept virker. Vi gav fansene en fest forleden, og det satser vi på at kunne give dem igen med en sejr på søndag, afslutter Cornelius.

Kampen på Brøndby Stadion spilles kl. 16.00 og sendes direkte på TV3+.