Storskov: Spillerne har gjort deres hjemmearbejde

Storskov: Spillerne har gjort deres hjemmearbejde

I går gjorde vi status på skadesituationen og konstaterede glædeligt, at alle mand er skadefri. Men ét er at være skadefri, noget andet er at være “fit for fight”, så vi bad fysisk træner Anders Storskov om en situationsrapport her hvor de fleste er kommet tilbage fra sommerferie.

- Det ser godt ud! Vi testede dem i tirsdags,  og de har gjort deres hjemmearbejde i ferien, som for den enkelte var baseret på hans aktivitetsniveau og “tilstand” før ferien begyndt. Det betyder, at de er klar til at træne med høj kvalitet, og det er også nødvendigt, når vi har en kort opstartsperiode efter en kort pause sammenlignet med vinterpausen. Vi spiller den første træningskamp 30. juni, og allerede den 13. juli går det løs for alvor.

- I har fået nye spillere i truppen, som I skal lære at kende, og det er heller ikke alle, der er med fra første dag. Det har I prøvet før, men hvordan håndterer du den udfordring?

- Det handler selvfølgelig om, at de nye så hurtigt som muligt skal indføres i vores træningsmetoder. Rasmus Falk var jo med fra starten i mandags, og jeg har allerede talt med Andrija Pavlovic, som kommer til København torsdag og træner med fra fredag. Jan Gregus har jeg ikke nået at tale med endnu, men det skete også så sent som i søndags.

- Vores svenske landsholdsspillere får ikke meget sommerferie i år?

- Nej, men det var også derfor de fik en miniferie, efter vi havde sikret os mesterskabet og ikke skulle møde hold, hvor der var nedrykning eller medaljer på spil. Jeg har løbende kontakt med dem i landsholdslejren, og de har det fint og har trænet godt, og Erik har også spillet godt i kampene. Planen er, at hvis Sverige ikke går til 1/8-finalerne (det gør de ikke, men interviewet blev lavet før deres sidste kamp, red.), så får de lige nogle dage til at slappe af, og så skal de nok være klar, når de støder til træningslejren i Østrig. Så må vi vurdere til den tid, hvor meget spilletid de skal have i de forskellige kampe, men det er den vurdering vi altid laver i opstartsperioderne med at finde den rette balance for de enkelte.

- Du har også fået ny trænerkollega i Brian Priske, der har afløst Peter Wettergren. Hvad tror du han kan tilføre, og hvad betyder det for dit arbejde?


- Vi kommer til at have et rigtig tæt samarbejde i hverdagen, så det er nærmest ligesom et andet ægteskab. Men det ser jeg absolut ingen problemer i med Brian. Han kan også tilføre ny inspiration og nye ideer i træningen ligesom Peter Wettergren gjorde, men det skal være inden for klubbens grundfilosofi med hensyn til træningsmetoder, og hvordan vi styrer belastningerne og doserer træningen. Her tænker jeg f.eks. på sådan noget som, at vi “sprinter kort i stedet for at løbe langt”, og at vi ikke har mere end ét træningspas pr. dag ude på træningsbanen. Vi ved, at denne grundfilosofi virker, men der er stadig god plads til, at nye folk kan komme med ny inspiration i den måde, man tilrettelægger og varierer de enkelte øvelser. Min opgave er så at sørge for “load-kontrol”, som enkelt sagt handler om, at træningen ikke belaster den enkelte spiller for hårdt på dagen i forhold til hvad vi ved han kan klare over en hel sæson. Det varierer fra person til person, og det skal styres uanset hvilke øvelser vi laver på træningsbanen, slutter Anders Storskov.

Denne uge har spillerne fri torsdag og søndag, men der er træning på Nummer 10 fredag og lørdag kl. 10.30 og mandag kl. 11, og den er alle velkomne til at komme og overvære. Tirsdag rejser truppen til Østrig på træningslejr - og om præcis en måned spiller vi vores anden Alka Superliga-kamp og har allerede spillet både hjemme og ude mod Crusaders FC!