BK Skjold "snydt" for jubilæumsgave

BK Skjold "snydt" for jubilæumsgave

BK Skjolds Danmarksseriehold havde stor ære af aftenens showkamp på Østerbro Stadion, hvor ca. 1.000 tilskuere var mødt frem til hjemmeholdets 100 års-jubilæumskamp. Bare synd, at det kun var 12 grader og blæsevejr, for det holdt nok en del væk fra stadion.

Gæsterne stillede i en noget blandet formation, hvor det mest opsigtsvækkende nok var, at Kim Christensen fik chancen i angrebet i de første 40 minutter, som hver halvleg varede. Han fik dog ikke meget at arbejde med og blev måske også forvirret af, om det var Martin eller Michael Johansen, han havde ved sin side i angrebet...

Planen var, at Martin skulle starte inde, men han kom lidt for sent til stadion på grund af sit civile job, og derfor startede Michael inde, mens brormand fik 2. halvleg. Hvor Kim i øvrigt gik på mål i stedet for Kaminski, der fik en temmelig travl 1. halvleg mellem stængerne.

Skjold var nemlig klart mest på bolden, og havde det ikke været for upræcise afslutninger og et par stærke redninger af den belgiske keeper, var de gået til pausen med en velfortjent føring. Peter Nielsen, der i dag bar anførerbindet, havde vores bedste forsøg med et skud på overliggeren efter et kvarters tid.

Michael Johansen gav som sagt plads til Martin i 2. halvleg, hvor Diego også blev i omklædningsrummet og blev afløst af Brian Kaus 2. halvleg. Desuden blev flere af U19-spillerne udskiftet, mens Peter Nielsen og Kasper Kusk fortsætte 10-15 minutter efter pause, før de blev skiftet ud.

Allerede efter 9 minutters spil af 2. halvleg kom Skjold foran 1-0 ved Nicolai Vallys, der blev spillet fri tæt under mål, og selv om Kim fik handskerne på, kunne han ikke forhindre scoringen.

Mod slutningen var Skjold-spillerne dog tydeligvis trætte, men der skulle lidt held og marginaler til, at vi fik vendt kampen. 2-3 minutter før tid fik keeperen ikke rigtig fat i en afslutning fra Berat Beciri, så bolden trillede i netmaskerne, og i slutminutterne hamrede Jonatan Frimann bolden på underkanten af overliggeren, hvorfra den måske slog ned bag målstregen... Heldigvis sørgede Martin Frandsen for at returbolden kom helt ind i netmaskerne, så vi slap for at skulle diskutere med Anders Poulsen, om den første bold var inde eller ej...

Spøg tilside, det var nok endt i fred og fordragelighed uanset hvad. Poulsen nåede dårligt at fløjte kampen af, før banen blev invaderet af masser af børn og unge, som flokkedes omkring spillerne for at få autografer, selfies mv.

Hele vores førsteholdstrup, undtagen landsholdsspillerne, var med på bænken uden dog at skulle i kamp i aften, og de skrev beredvilligt autografer til højre og venstre, og flere fans var også så heldige at lokke en trøje af et par af spillerne.

Vi runder af med at ønske BK Skjold tillykke med 100 års-fødselsdagen og det fine arrangement i aften - og så beklager vi, at det ikke også blev til den jubilæumssejr, som Skjold-spillerne ellers knoklede hårdt for at sikre sig.

Klik på pilene på billedet i toppen for at se flere fotos fra kampen.


Holdet (bemærk der blev kun spillet 2 x 40 min.):
28 Thomas Kaminski (41.: 41 Kim Christensen) - 26 Mikkel Dige (41.: 30 Martin Frandsen), 3 Diego Tur (41.: 12 Brian Kaus), 20 Christoffer Remmer, 40 Mathias Høst (41.: 27 Morten Fraysse) - 17 Kasper Kusk (57.: 42 Ruben Pedersen), 33 Emil Krogh (41.: 38 Jonatan Frimann), 8 Peter Nielsen (anf.) (54.: 29 Abdul Khadir), 23 Lucas Simonsen (41.: 35 Gustav Jensen) - 11 Michael Johansen (41.: 10 Martin Johansen), 41 Kim Christensen (41.: 37 Berat Beciri)

Matchfacts:
BK SKJOLD-F.C. KØBENHAVN 1-2 (0-0)
49.: 1-0 Nicolai Vallys
87.: 1-1 Berat Beciri
89.: 1-2 Martin Frandsen
Ca. 1.000 tilskuere. Dommer: Kenn Hansen