AaB venter i Aalborg

2, 5 eller 8 point?

Det er nummer tre mod nummer et når F.C. København på søndag tager mod de midtjyske Ulve. Med tre point kan F.C. København for alvor lukke hullet til midtjyderne, som omvendt kan tage et stort skridt i den rigtige retning (for dem) frem mod et eventuelt dansk mesterskab – skulle opgøret ende uafgjort, så har F.C. København stadig 13 runder til at hente midtjydernes forspring på fem point.  

Jakob Poulsen og Femi tilbage på heden 
FC Midtjylland var forholdsvis aktive i vinterens transfervindue. Ind er kommet et par gamle FCM-spillere, Jakob Poulsen er kommet retur fra franske AS Monaco og Oluwafemi ”Femi” Ajilore er også klar til atter at tørne ud for Ulvene. FC Midtjylland kan også skrive Francis Dickoh på holdkortet, han har tidligere spillet for Farum BK og FC Nordsjælland i Superligaen, men har senest optrådt for belgiske Cercle Brugge. Både Poulsen, Femi og Dickoh er udtaget til truppen mod F.C. København. 

FC Midtjylland har sagt farvel til deres ”assist-konge” Danny Olsen, der nu er at finde hos AGF (hvor han scorede lørdag mod SønderjyskE) samt til Jeppe Curth, der efter endt lejeaftale er tilbage hos AaB. 

Nul point med hjem fra Odense 
Efter otte spillerunder i efteråret var F.C. København 13 point efter FC Midtjylland, et forspring der stille og roligt blev reduceret i løbet af efteråret – og da klubberne gik på juleferie, var der ”blot” seks point op til FC Midtjylland. Så ingen tvivl om, at FC Midtjylland i lørdags gerne havde skudt foråret i gang med en sejr i Odense, men sådan skulle det ikke gå. Espen Ruud bragte OB foran 1-0 på et frispark, den føring fik Morten ’Duncan’ Rasmussen udlignet med et meget flot langskud. FC Midtjylland havde en del chancer til at komme foran, det skete bare ikke, og i kampens overtid kostede et boldtab i egne rækker midtjyderne dyrt – for islandske Ari Skúlason takkede for boldtabet ved at brage bolden på indersiden af højre stolpe og i mål. 

F.C. København kunne dermed have mindste afstanden op til FC Midtjylland til blot tre point, og det var som bekendt også tæt på at lykkes – men desværre kostede et sent AGF-mål også F.C. København point, da sejr blev ændret til uafgjort – men der kom point på kontoen, og det betyder, at der nu kun er fem point op til Superligaens førsteplads. Jagten fortsætter… 

FACTS om FC Midtjyllands Superligasæson 
FC Midtjylland har scoret 33 Superligamål i denne sæson. De er fordelt på Morten 'Duncan' Rasmussen (10 mål), Sylvester Igboun (6 mål), Marco Larsen (3 mål), Jeppe Curth (3 mål), Erik Sviatchenko (2 mål), Pione Sisto (1 mål), Petter Andersson (1 mål), Eyjólfur Hédinsson (1 mål), Izunna Uzochukwu (1 mål), Jesper Juelsgård (1 mål) og Danny Olsen (1 mål). Derudover har Mikkel Kirkeskov (AGF), Lasse Nielsen (AaB) og Jean-Claude Bozga (FC Vestsjælland) alle tre scoret i eget net til glæde for FC Midtjylland. 

De 33 mål er fordelt på 18 mål i 1. halvleg og 15 mål i 2. halvleg. 

Der er scoret 18 mål mod FC Midtjylland, fordelt på henholdsvis syv og 11 før og efter pausen. Syv af de 18 scoringer er faldet i kampens sidste kvarter. 

Straffespark, kort, selvmål og cleansheets 
FC Midtjylland er ikke blevet tildelt nogle straffespark i denne Superligasæson, men har selv begået et enkelt. Det var i 1-1 kampen mod Randers FC i oktober, hvor Ronnie Schwartz udlignede til 1-1 fra 11-meters pletten. 

FC Midtjylland har fået fire af 13 røde kort i denne sæson, og er uden sammenligning klubben med flest udvisninger. De fire røde kort er gået til Izunna Uzochukwu (2), Petter Andersson og Sylvester Igboun. 

FC Midtjylland har i lighed med F.C. København lavet et selvmål i denne sæson. Det blev lavet af Erik Sviatchenko i oktober da FC Midtjylland og FC Vestsjælland spillede 2-2. 

Seks gange i denne Superligasæson har FC Midtjylland holdt nullet. De deler sammen med Brøndby IF og SønderjyskE 1. pladsen over flest clean sheets.