Tålmodigheden belønnet
Nathan på mål - og Niclas hyldet
Jesper Christiansen var stadig lidt besværet af den lyskeskade, der tvang ham ud af sidste søndags FCM-opgør, så selv om han til nød kunne have spillet, valgte trænerteamet at spare ham og lade Nathan Coe få sin tredje SAS Liga-optræden. Det viste sig at være en udmærket disposition, for det ikke australierens skyld, at det kom til at holde hårdt med at besejre århusianerne. Men herom senere – vi skal lige have med, at Niclas Jensen inden kick off blev hyldet for at have rundet kamp nr. 200 for Byens Hold.
Hjemmeholdet kom udmærket ud af starthullerne på den råkolde novemberaften, der kun havde lokket 14.240 tilskuere af huse, og efter små 10 minutter kunne de varme sig ved en pænt stor chance til Ailton, der blev spillet fri i venstre side af feltet, men afsluttede lige på Steffen Rasmussen. Få minutter senere fik Atiba Hutchison en endnu større chance, da Hjalte Nørregaard fornemt spillede ham fri i dybden, men igen kom AGF-keeperen godt ud af sit mål og reddede med en fodparade.
Trods københavnsk dominans forsøgte AGF at spille bolden frem ad banen, men det åbnede blot for hurtige kontrastød, hvor især Morten Nordstrand viste høj klasse med gode førstegangs-berøringer, når bolden blev slået op til ham. Lad os dvæle ved et kontraangreb af meget høj klasse efter 20 minutter: Ulrik Laursen og Hjalte header væk hele nede i eget felt, og Hutch lægger den op til Nordstrand på midterlinien. Hårdt presset tæmmer han den og lægger på tværs til Hjalte, der straks spiller videre til Kvist, der trækker til højre i banen og sender Pospech af sted. Han ser op og slår et millimeterpræcist indlæg uden for Steffen Rasmussens rækkevidde, og det er de helt små marginaler, der forhindrer Nordstrand i at nå den ved fjerneste stolpe.
Målløs 1. halvleg trods flere gode tilbud
Lettede over at have redet stormen af begyndte århusianerne efter den halve time at komme mere med i spillet, men kun ved en enkelt lejlighed blev det rigtig farligt, da Ulrik Lindkvist fik tid og plads til at sende en bold ind over fra højre side, og Dioh Williams smuttede for en gangs skyld fra midterforsvarerne og headede mod mål i helt fri position – men Nathan, der lige havde lagt vægten på højre ben, kastede sig kattesmidigt ned til venstre og reddede fornemt.
Fem minutter før pausen blev Hutch efter en længere dribletur kantet af Lindkvist, da han var på vej ind i AGF-feltet, men Anders Hermansen vinkede afværgende. Lad os sige, at det i hvert fald var lige på kanten…
Inden pausefløjtet nåede Jens Gjesing at skabe en rigtig god chance i den anden ende, da han fikst trak ind fra venstre side forbi Pospech og Kvist, men Nathan var på plads med en stærk refleksredning, da Gjesing fyrede af fra spids vinkel.
I pausen kom Santin på banen i stedet for Ailton, og det varede ikke længe før han strøg til baglinien og serverede et hyperfarligt indlæg tæt under mål, men Nordstrand manglede igen lige et par centimeter i at nå frem. I stedet slog østjyderne til i den anden ende – Jakob Poulsen lagde en bold skråt tilbage til Nando Rafael, der smart havde stoppet sit løb uden for feltet og dermed bragt sig fri af Laursen. Det udnyttede han til at sætte bolden fladt ved fjerneste stolpe uden for Nathan Coes rækkevidde.
Løverne fik vendt slagets gang
Efter en times spil kom Libor Sionko ind i stedet for Thomas Kristensen, og han bragte ligesom Santin speed og gejst til holdet, da der var allermest brug for det. Men inden det gav bonus, nåede AGF at få en ganske god kontramulighed, som Williams dog forspildte, da han driblede for meget rundt med bolden. Men så gik der omsider hul på bylden i den anden ende… Oscar Wendt tacklede sig forbi Lindkvist i venstre side og slog et af sine velkendte hårde, skruede indlæg, og denne gang var Nordstrand på plads og pandede bolden i nettet fra nært hold.
Det fyrede yderligere op under københavnerne, mens der blev længere og længere mellem AGF-kontraerne, og med 17 minutter igen lignede det igen et straffe, da Jens Gjesing lige løftede et ben og hægtede Santin i feltet. Men han faldt måske lige lovlig teatralsk, og i hvert fald takserede Hermansen det ikke til straffe, men til et gult kort for brasiliansk film.
To minutter efter afgjorde Santin imidlertid kampen! Et nyt godt gennembrud på fløjen, denne gang af Pospech og Sionko i højre, og igen et præcist indlæg, som Santin med et velplaceret hovedstød satte uden for Steffen Rasmussens rækkevidde.
Tættere på 3-1...
Et par minutter senere var Sionko tæt på at lukke og slukke, da han fik en vidunderlig dyb stikning fra Hutch og lobbede bolden over den fremstormende Steffen Rasmussen, men desværre gik den forbi mål.
Århusianerne forsøgte efter bedste evne at komme tilbage i kampen, men det var op ad bakke nu, hvor hjemmeholdet havde tanket selvtillid efter at have vendt slagets gang. Det lykkedes da heller ikke komme frem til farlige afslutninger, selv om man i slutningen af de fire minutters overtid sendte Steffen Rasmussen med op i feltet til et par dødbolde.
Det var ikke langt fra, at de havde fået point med hjem til Århus, men i sidste ende blev overmagten alligevel for stor, og sejren kan der som sådan ikke pilles noget ved. Selv om det holdt hårdt forsvarede F.C. København dermed 2. pladsen i den tætte topstrid med OB og Brøndby, der også begge vandt deres kampe i weekenden.