Dramatisk Overligger
For tredje gang i efteråret var der dømt ’Overligger’ i søndagens pause, hvor AGF var på besøg i PARKEN. Urban Crew, Cooligans, IQ10 og Copenhagen Disorderly var på banen for at se hvem der havde størst præcision i skoene, da Carlsberg i samarbejde med Fodboldrejser.dk skulle finde vinderen af to rejser til UEFA Cup-udekampen mod Club Brügge.
Der er nok ikke nogle af de fire fraktioner der skal prale for højt om deres tekniske fodboldkunstskaber, for efter 16 spark (fire skud til hver fraktion) var facit, at INGEN havde ramt overliggeren. Derfor gik konkurrencen i sudden death, hvor det gjaldt om at skyde tættest på en Carlsbergfigur, der var placeret på midterlinien. Her blev der heller ikke ligefrem vist imponerende præcision, men vinderen blev Cooligans, der vel var godt 10 meter fra figuren…
Den gamle 1996-fraktion kunne derfor løbe med de to pladser til Belgien, mens Urban Crew, IQ10 og Copenhagen Disorderly måtte traske tilbage på tribunen tomhændet, men en oplevelse rigere.
Til årets sidste hjemmekamp den 7. december mod AC Horsens skal de sidste fem fraktioner dyste. Her bliver det derfor Copenhagen Champs, Snake City Lions, GALLNINGE, Sons of Copenhagen samt Copenhagen Lads, der skal på banen for at forsøge at vinde øl og fodboldrejser.
Nedenfor kan du finde video fra søndagens konkurrence, hvor Cooligans som sagt løb med præmien.