FCK-fans i Parken

Sidste nyt før FCK-AGF

Kom i god tid - og kom i hvidt
Som altid opfordrer vi til at komme i god tid, for hvis ikke Parken bliver helt udsolgt, så bliver det meget tæt på. Søndag morgen er der kun lidt under 100 ledige pladser tilbage på A5, og AGF melder her til morgen, at deres udeafsnit er udsolgt med ca. 3.300 på plads.

Vejrudsigten siger dejligt solskin og temperaturer lidt over 20 grader, og græstæppet står smukt og saftiggrønt, så alle forudsætninger er til stede for et brag af en københavneraften i Parken.

FCK-fans varmer op til kamp i Parken
Foto: Gaston Szerman, FCK.DK


Tre karantæner - igen mod AGF
Vi har kun fem gange før haft tre spillere i karantæne samtidig - og aldrig flere end tre. Sidst skete det for to år siden, og også til en AGF-hjemmekamp, søndag den 3. maj 2021.

Nicolai Boilesen afsonede den sidste af tre karantænedage efter et rødt kort i Farum, og desuden var Zeca og Lerager én spilledags karantæne.

Det betød blandt andet, at Hákon Arnar Haraldssson for første gang var i truppen og sad på bænken uden at komme i kamp. Han fik først debut den 29. juli 2021 i Conference League kval.kampen ude mod Torpedo-Belaz Zhodino.

I AGF kampen med de tre karantæner fik Nicolaj Thomsen også sine sidste 21 minutter i FCK-trøjen, da han afløste Kamil Wilczek efter 59 minutters spil. Thomsen sad også på bænken i forårets sidste kampe, men uden at komme i kamp, og derfor blev det hans afskedskamp for løverne. I dag spiller han også i hvidt på Østerbro, men for B.93, der kæmper om oprykning fra 2. division.

En kamp, som vi i øvrigt vandt 3-2 efter at have ført 3-0 efter 33 minutter (på mål af Wilczek, Nelsson og Wind), men midt i 2. halvleg reducerede Kevin Diks to gange - men tættere kom AGF ikke.

Nicolaj Thomsen
Nicolaj Thomsens sidste kamp i FCK-trøjen. Foto: Getty Images


De fire tidligere kampe med tre karantæner var

  • 26.11.17: William Kvist, Benjamin Verbic og Pieros Sotiriou hjemme mod Lyngby (5-1)
  • 23.05.12: Sölvi Ottesen, Ragnar Sigurdsson og Thomas Kristensen hjemme mod Silkeborg (2-1)
  • 23.05.04: Peter Christiansen, Hjalte Nørregaard og Peter Møller hjemme mod AaB (1-1 - efter sen udligning ved debutanten Elrio van Heerden)
  • 27.05.96: Diego Tur, Michael Johansen og Per Frandsen ude mod OB (1-2)

10 years after
I går for præcis 10 år siden løftede vi mesterskabstrofæet for 10. gang - det var i sidste spillerunde, hvor vi spillede 1-1 i Parken mod SønderjyskE foran 33.215 tilskuere. Guldet var dog sikret allerede to uger tidligere med et uafgjort Derby i Brøndby.

"Mester Jacobs" med trofæet for ti år siden. Foto: Lars Møller


Dommerne
Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen
Linjedommere: Deniz Yurdakul og René Risum
Fjerdedommer: Jonas Hansen
VAR & A-VAR: Michael Tykgaard og Victor Skytte

Det er Kristoffersens FCK-kamp nr. 66 - den seneste var hjemmekampen mod Viborg i april. Det er syvende gang, han dømmer os mod AGF.

Kort og karantæner
Karantæne: Hákon Arnar Haraldsson, Viktor Claesson og Marko Stamenic

Karantænefare FCK: Peter Ankersen ved næste advarsel, Kevin Diks ved en advarsel til fire strafpoint samt Ísak Jóhannesson og Lukas Lerager ved en advarsel til seks strafpoint.

Karantænefare AGF: Mikael Anderseon og Kevin Yakob ved næste advarsel samt Nicolai Poulsen, Mikkel Duelund, Frederik Tingager, Tobias Mølgaard, Thomas Kristensen og Eric Kahl ved en advarsel til seks strafpoint.

TV
Du kan se kampen på TV3+ og Viaplay, der sender optakt fra kl. 17.00.

(Kilder: fck.dk, agf.dk, nipserstat.dk, superstats.dk)