Alle ingredienser til stede

Würtz – før, nu og i fremtiden

 

Rasmus Würtz tørnede ud for de danske mestre, for første gang siden skiftet fra AaB, i træningskampen mod Schalke 04 i sommer. Han fik en god debut og er spået en stor fremtid i fodboldklæderne, hvis ellers bentøjet kan holde til det store pres.

 

Af Jessica Schrøder
FCK.DK tog en snak om ham om hvordan skiftet, opstarten og ikke mindst forventningspresset kan mærkes på den unge midtbanespiller, efter han forlod de jyske heder, til fordel for Københavns pulserende liv.

 

Rasmus’ fodboldkarriere begyndte i Skive IK, hvor han allerede som 17-årig fik sin divisionsdebut for klubben, i efteråret 2000.

 

- Det var mine forældre, der var årsagen til at jeg kom i gang med at spille fodbold, fortæller Rasmus Würtz, og fortsætter:

 

- Jeg havde lidt for meget krudt i røven, så mine forældre syntes, at jeg skulle gå til et eller andet. Det var egentlig meget logisk, at det lige endte med at blive fodbold, da min far selv går meget op i fodbold, og også har spillet meget selv og været træner. Så det var nok ikke helt tilfældigt, at det lige blev fodbold, siger Rasmus Würtz til FCK.DK.

 

Talentet blev opdaget af hans daværende træner, Henning Nielsen, og erkendelsen af sit eget talent begyndte at gå op for Rasmus, da han blev udtaget til flere og flere udvalgte hold. Her iblandt udtagelsen til U-21 landskampene, hvor han i dag kan tælle hele 29 af slagsen.

 

På banen foretrækker Rasmus af spille sin vante plads på den centrale midtbane. Men som set i F.C. Københavns nuværende trup, forsøges der af og til med rokeringer på de enkelte pladser. Aktuelt med William Kvist på pladsen som højre back.

 

Rasmus selv har også oplevet en sæson, hvor han blev brugt på forskellige pladser:

 

- Da jeg begyndte som senior i Skive, spillede jeg den første halvdel af sæsonen som venstre back. Senere på sæsonen forsøgte de mig på pladsen som højre back, for til sidst at prøve mig af på højre midtbane. Træneren mente ikke, at jeg helt kunne begå mig på den centrale midtbane på daværende tidspunkt, og du skal huske på at det jo trods alt var 1. division - og så manglede der jo nok også en back, griner Würtz.

 

 

Würtz kom tilbage på sin ønskede plads på den centrale midtbane, og har spillet der lige siden. Den unge løve skiftede Skive IK ud med AaB som arbejdsgiver i 2002 og skrev under på en fem-årig aftale. Han fik hurtig tilspillet sig en fast plads på holdet og blev en af de bærende kræfter på AaB’s hold i SAS Ligaen og i de øvrige turneringer. Om skiftet siger Würtz selv, at omvæltningen godt kunne have været større:

 

- Jeg vil sige, at tingene herovre er større - det er en større by og der er lidt mere pres på – man skal

dog ikke tage fejl af AaB. Deroppe er der også pres på og store forventninger og de kritiske omgivelser er også at finde i klubben, men der er da forskelle.

 

Det fik Rasmus tydeligt at mærke på egen krop, da han røg ud i sit første stormvejr for sin nye arbejdsgiver, efter kampene i sommer, mod Benfica. I udekampen stod den ellers så boldsikre midtbaneslider bag en upræcis tværaflevering, som desværre blev udnyttet koldt til en scoring for hjemmeholdet.

 

I tiden efter var kampen, var Würtz mere mærket af kritikken end han havde regnet med:


 
- Jeg vidste, at der ville være et stort pres på os op til kampene, og det er også logisk nok, at jeg får kritik for min fejl. Én ting er hvad man forholder sig til, indstiller sig på og forventer, noget andet er, at mærke det på egen krop, siger Rasmus om postyret efter kampen.

 

Dog mener han ikke, at det har gjort ham svagere som spiller og person, tværtimod:

 

- I kampene der kom, bemærkede jeg, at jeg var begyndt at tænke for meget over tingene, og tænkte mere på frygten for at lave fejl, frem for at nyde at spille fodbold, siger Würtz til FCK.DK.

 

Dog kom han til den erkendelse, at det er umuligt at undgå at lave fejl, da det er en del af spillet og har lovet sig selv at huske på, at målgivende fejl altid vil have større fokus end dem, der ikke får nogen reel betydning i en kamp.


 
- Da jeg skiftede til FCK var det for at der skulle ske et eller andet i min karriere. Jeg havde et halvt år tilbage af min kontrakt i AaB, og ville gerne tage det næste skridt i min karriere. Så da FCK kom på banen, var det jo perfekt for mig at kunne fortsætte min udvikling der, pointerer Rasmus Würtz.

 

I forhold til landsholdet, har midtbanetalentet en drøm om at få tilspillet sig en fast plads i Morten Olsens startopstilling:

 

 

- Jeg har en ambition om, at blive en endnu mere fast del på landsholdet end jeg er lige nu. Jeg er meget glad for at være med inde omkring holdet og alle kampen er med til at udvikle mig som spiller. Det er i de internationale kampe, at man virkelig får prøvet kræfter med ’de store’, og jeg håber, at min tid i FCK kan udvikle mig så meget som spiller, at jeg kan tilspille mig en fast plads på landsholdet, siger Rasmus Würtz og kommer også nærmere ind på fremtiden:

 

- Jeg drømmer da om udlandet, ligesom de fleste andre, fortæller

Würtz, som dog øjeblikkeligt forsikrer om, at det ikke er noget, han har tænkt sig at gøre mere ved foreløbigt:

 

- Nu har jeg skrevet en lang kontrakt med F.C. København, og nu handler det for mig om at falde godt til, og gøre det godt her. Der er blevet taget rigtig godt imod mig her i klubben. Jeg kendte selvfølgelig en del på forhånd, og det har da også hjulpet på dét, at falde til, fortæller Würtz og fortsætter:

 

- Jeg synes, at der er en rigtig god stemning i truppen, og det gør at det er sjovt at komme til træning hver dag. Det betyder utrolig meget for mig, men jeg må selvfølgelig lige slå fast, at det ikke sjov og ballade det hele. Der er naturligvis også en masse seriøsitet i det.

 

Om holdets nuværende præstationer og formkurve, mener Würtz ikke, at F.C. København får spillet helt op til deres bedste:

 

- Jeg går lidt med fornemmelse af, at vi - selv om vi ligger nummer et lige nu - har mere at give af. Det arbejder vi selvfølgelig på, således at vi kommer til at udnytte hele holdets potentiale – men det er positivt at ligge nummer et, og så fortsat have en fornemmelse af at det kan blive bedre, mener Würtz, der dog heller ikke er i tvivl om holdets muligheder:

 

- I forhold til truppen, mener jeg, at vi har en rigtig fast og god base på holdet, som gør at vi er svære at spille imod. Det kan også tydeligt ses på statistikkerne over de få mål vi lukker ind. Omvendt arbejder vi meget med det offensive, og træner på at blive lidt skarpere. Ikke kun i angrebene – men i alle spillets faser. Vi skal sørge for at blive mere skarpe oppe foran, men samtidig også huske på, at det er ligeså vigtigt, at vi lukker helt af nede bagtil, forklarer Würtz.

 

Da emnet bevæger sig hen på drømmene for fremtiden, understreger Rasmus endnu en gang, at der absolut ikke er planer for udlandseventyr lige foreløbigt. Han erkender dog, altid at have haft en drøm om at spille i den spanske liga, hvor favoritholdet indrømmes at holde til på Camp Nou. Det tætteste Rasmus har været på det format af store følelser op til en kamp, var ved hans debut for A- landsholdet og kampene mod Benfica. Disse kampe betegner han som noget af det største han hidtil har oplevet i sin karriere. Han er dog sikker på, at der kommer flere af den slags storkampe for de danske hold i årene fremover:

 

- Niveauet er generelt blevet lidt højere, og flere hold har været i spil i internationale turneringer og tilegnet sig erfaring fra de større kampe i de seneste par år, siger Rasmus og påpeger, at man dog skal være påpasselig med at forvente at se danske hold i internationalt fodbold hvert år:

 

- Alt afhænger jo fortsat af de respektive lodtrækninger, og i de sammenhænge er vi jo stadig et lille land. Vi har brug for alle de points vi kan samle, og alle de internationale erfaringer vi kan få, for at kunne manifestere os på den internationale arena i årene fremover, slutter Rasmus Würtz til FCK.DK.

 

Spændende bliver det i alt fald, at følge holdet i deres bedrift på at nå nye højder, når de tager hul på UEFA Cuppens gruppespil, torsdag, mod Panathinaikos. Det bliver Rasmus Würtz’ første kamp i et gruppespil på den europæiske scene, og med skibonittens egne ord, er denne slags kampe en af de vægtige grunde til at han valgte F.C. København som sin nye klub.

 

>>> Se mere om Rasmus Würtz her