Vild DERBY-SEJR sikret i tillægstiden
HVILKET DRAMA! Og denne gang faldt det ud til vores fordel med to afgørende scoringer i tillægstiden!
I en tæt og jævnbyrdig 1. halvleg uden mange målchancer fik vi det vigtige første mål efter 37 minutter, da Kamil Wilczek styrede et Victor Kristiansen-skud i nettet via den ene stolpe.
Brøndby havde et nærgående forsøg inden pausen, men generelt havde vi godt styr på deres forreste folk, og Grytebust blev ikke sat på store prøver.
Efter pausen var det igen en lige affære, hvor ingen af holdene for alvor fik sat sin offensiv, men tyve minutter før tid lykkedes det for Brøndby, da Boilesen uheldigt snittede et indlæg videre, så Uhre kunne heade bolden i mål.
Vi forsøgte med en række indskiftninger at komme længere frem på banen, og drengene viste en fantastisk moral på et tidspunkt, hvor Brøndby ellers havde momentum. Og det blev belønnet de allersidste minutter. Indskiftede Stage fremtvang et hjørne, som førte til hands på Hermannsson, og selv om Wilczeks straffe blev reddet, scorede Daramy på riposten.
Brøndby formåede aldrig at lægge pres på igen, og i stedet slog Wilczek sejren fast til en fantastisk og forløsende 3-1-sejr!