Top mod bund
På søndag spilles endnu et New Firm, et opgør der har sit helt eget liv og som stadig kan trække store overskrifter – også selvom det kun er rækkens nummer 10 der tager imod Superligaens tophold.
Der var engang, hvor dette opgør altid var et topopgør – men det er ved at være nogle år siden, at dette sidst var tilfældet – til gengæld er der noget helt andet på spil her i 30. spillerunde, F.C. København kan med en sejr potentielt sende Brøndby IF under nedrykningsstregen – og omvendt, så kan Brøndby IF med en sejr over Byens Hold sørge for, at det ikke blev i denne spillerunde, at F.C. København udnyttede matchbolden og sikrede sig mesterskabet.
Der er meget på spil på søndag, og da der samtidig skulle der være solgt mange billetter til både FCK’s udebaneafsnit samt til det øvrige Brøndby Stadion, så kan der nok forventes et tæt opgør i en intens atmosfære.
Jævnbyrdigt i de tre første opgør
F.C. København har mødt Brøndby IF tre gange i denne sæson, to gange i Superligaen og en gang i DBU Pokalen. De tre opgør er fordelt på en uafgjort, en FCK-sejr og en Brøndby-sejr efter forlænget spilletid – en kamp der som bekendt endte med, at Brøndby-fans i stort antal invaderede banen.
Den 18. august 2012 mødte F.C. København hjemme i PARKEN Brøndby IF. Løverne sad solidt på spillet i 1. halvleg, uden at det dog udmøntede sig i scoringer. I starten af 2. halvleg kom F.C. København fortjent foran, da Nicolai Jørgensen inde i feltet fik sendt bolden i mål med et hovedstød. Brøndby IF kom dog bedre og bedre med i opgøret, og det hele endte med 1-1 og pointdeling, efter at Goodson seks minutter før tid fik headet bolden i mål.
Næste møde mellem de to klubber var igen et opgør i Superligaen, og endnu engang blev kampen spillet i PARKEN. Kampen var blot 12 minutter gammel, da Kris Stadsgaard var sidste mand på bolden efter et hjørnespark – og det lykkedes for Stadsgaard at få sparket bolden i mål. Selvom Løverne havde adskillige store chancer i den resterende del af kampen, så viste Stadsgaards træffer sig at blive kampens eneste mål.
I slutningen af november var der så pokalkamp på Brøndby Stadion, en kamp som de fleste nok husker – og det desværre grundet de tilskuerproblemer der var efter kampen. Den ordinære tid sluttede 0-0, og i den forlængere spilletid scorede Mike Jensen det mål, der sikrede Brøndby IF sejren og en plads i semifinalen i DBU Pokalen. Semifinalen blev dog senere tabt med sammenlagt 2-4 til Esbjerg fB.
Brøndby IF kæmper for at holde sig over stregen
Kampen i bunden af Superligaen er tæt på at være historisk tæt, for alle holdene fra nummer 12 og op til nummer 5 kan reelt stadig rykke ned.
Brøndby IF ligger inden runden placeret på 10. pladsen, side om side med AC Horsens med 31 point, men Brøndby IF er med minus 11 i målscore fem mål bedre end AC Horsens, og det sikrer dem placeringen lige over stregen. Silkeborg IF har allerede været i aktion i denne weekend, og efter 2-2 hjemme mod FC Nordsjælland, så er de med 29 point to point efter Brøndby IF og AC Horsens.
Silkeborg IF ligner den ene af de to nedrykkere, og selvom både AGF og SønderjyskE kan nå at blande sig i nedrykningsstriden, så er det stadig meget sandsynligt, at det bliver enten AC Horsens eller Brøndby IF der skal med ned i 1. division – og netop i de klubber mødes i den sidste spillerunde, en kamp der meget vel kan ende med at blive det helt store drama, og hvor en eventuel taber må forlade Superligaen.
Udover kampen i sidste spillerunde mod AC Horsens, så mangler Brøndby IF også at møde AaB på udebane samt FC Nordsjælland på hjemmebane.