Stortalentet Mathias Zanka til F.C. København
F.C. København har d.d. sikret sig stortalentet Mathias ”Zanka” Jørgensen, der skifter fra naboklubben B.93 til de danske mestre på en 3-årig aftale, gældende fra den 1. juli 2007. ’Zanka’ indlemmes i førsteholdstruppen.
17-årige Mathias er i den seneste sæson allerede rykket op i B93’s førsteholdstrup, og har imponeret alt og alle med sine store defensive styrker. Samtidig slår han sine faste folder på DBU’s U17-landshold, og hans præstationer og talent har vagt opsigt i store dele af den europæiske fodboldverden. F.C. Københavns sportschef glæder sig over aftalen med den talentfulde midtstopper:
- Vi ved at flere Premier League-klubber var ude efter Mathias, og derfor er det også en stor glæde, at ’Zanka’ har valgt at fortsætte karrieren hos os. Han er blevet godt skolet i B93 og vi ser et stort potentiale i ham samt sikre på at han vil udvikle sit spil yderligere i F.C. København, siger Carsten V. Jensen.
Fakta om Mathias ”Zanka” Jørgensen:
-
Fødselsdato: 23. april 1990
-
Højde: 191 cm
-
Vægt: 79 kg
-
Rygnummer: 25