Peter Ankersen

FCK-AGF: Dagen derpå

Fire uden sejr
Efter fire sejre i træk har vi nu, for første gang siden oktober 2022, ikke vundet i fire kampe i træk (U2, T2).

Dengang var det de to Man. City-kampe (0-5 og 0-0) samt to 1-1-kampe mod FC Midtjylland og Brøndby. Det var lige efter, at Jacob Neestrup havde overtaget fra Jess Thorup, og inden han overtog - og debuterede med en 1-0-sejr over AGF - havde vi også fire kampe uden sejre (U1, T3).

Det betyder, at vi p.t. er på andenpladsen i 3F Superliga og overvintrer på en tredjeplads, hvis FC Midtjylland får point hjemme mod Viborg i aften.

Sidste sæson overvintrede vi også på tredjepladsen med fire point op til Viborg og seks point til FC Nordsjælland, men følelsen var en anden, efter at vi havde været langt bagefter i tabellen og var godt i gang med at kæmpe os tilbage til toppen.

Mohamed Elyounoussi
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Vavro undgik brud
Det så ikke godt ud, da Vavro vred sig i smerte og måtte bæres fra banen, efter at han i forbindelse med et langskud også sparkede ind på Magnus Knudsens ben og pådrog sig en skade. Den første melding efter kampen var heldigvis, at der ikke er tale om noget brud, og vi afventer p.t. en nærmere afklaring af skadens omfang.

Denis Vavro
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Reaktioner fra AGF-lejren
Der var kun spillet ca. 30 sekunder, da Nicolai Poulsen havde benet helt oppe i hovedhøjde og ramme Andreas Cornelius på halsen med støvleknopperne, hvilket dommer Sandi Putros takserede til et gult kort.

"Han fortalte mig, at han gled, men han sagde også, at han var heldig med at få et mørkegult kort", sagde Uwe Rösler til bold.dk.

Det var ifølge Patrick Mortensen ikke det eneste, AGF var heldige med i går:

"Isoleret set på præstationen er vi langt fra tilfredse. Vi kæmpede og kæmpede. Men vi må erkende, at det var pisseheldigt," sagde han til Århus Stiftstidende og mindede om, at de før har følt, at det gik den anden vej.

"Nogle gange har vi været megauheldige herovre. Ikke mindst da de fik et straffespark efter slutfløjt. Senest tabte vi 3-4 efter at have ført, så jeg tror, det er på tide, at vi var lidt heldige, sagde AGF-anføreren.

Lukas Lerager
Et kort øjeblik troede Lukas Lerager, at han havde udlignet til 2-2 i 89. minut. Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Falks 300-kamps jubilæum markeret
Før kickoff fik Rasmus Falk overrakt blomster af sportsdirektør Peter Christiansen og Player Care Manager Karina Danielsson, og vores fotograf Gaston Szerman fangede også nogle FCK-fans uden for Parken, som gerne ville holde Falks 300-kamps jubilæumstrøje frem.

FCK-fans foran Parken med Rasmus Falks 300-kamps jubilæumstrøje

 

FCK-fans foran Parken med Rasmus Falks 300-kamps jubilæumstrøje


Tre kampe tilbage
Mens 3F Superliga nu går på vinterferie indtil weekenden 17.-18. februar, har vi stadig tre vigtige opgaver tilbage: de to pokalkvartfinaler mod Silkeborg IF samt den afgørende gruppekamp mod Galatasaray:

  • Onsdag 6. december, kl. 20.15 i Parken: FCK-Silkeborg IF
  • Lørdag 9. december, kl. 19.00 på Jysk PARK: Silkeborg IF-FCK
  • Tirsdag 12. december, kl. 21.00 i Parken: FCK-Galatasaray

Galatasaray-kampen er for længst udsolgt, men du kan finde pladser til begge pokalkampene på billet.fck.dk.


Kampstatistik

FCK-AGF, kampstatistik

 

FCK-AGF, kampstatistik