Hjemmepremiere i ligaen: Du kan stadig nå at købe billet

Nicolai Jørgensen solgt til Feyenoord

F.C. København har solgt angriberen Nicolai Jørgensen til den hollandske klub Feyenoord med øjeblikkelig virkning. Dermed forlader Jørgensen Løverne efter fire år i den hvide trøje.

- Nicolai har været en rigtig stærk spiller for F.C. København, hvor han er blevet voksen som fodboldspiller, og ikke mindst i det seneste år er han modnet meget, blevet etableret landsholdsspiller og en af Superligaens bedste spillere. Det her salg var en del af den plan, vi lagde, da han forlængede sin kontrakt med et år. Han skulle blive skadesfri, stabil og en profil og så havde vi en klar aftale med Nicolai om, at han skulle sælges til udlandet, og nu er det rigtige tilbud kommet for både ham og os. Vi får en rigtig fornuftig pris for en spiller, der kun har et år tilbage af sin kontrakt, og Nicolai får chancen for at prøve sig af et andet sted, som han har ønsket. Samlet set lykkedes vi med den plan, vi lavede sammen, så det her en succeshistorie for alle parter. Vi glæder os på hans vegne og takker ham for en god tid sammen, siger manager Ståle Solbakken.

Nicolai Jørgensen kom til F.C. København efter et ophold i tyske Bayer Leverkusen har siden spillet 137 kampe i FCK-trøjen med 51 mål til følge.

- Jeg har haft en helt fantastisk god tid i FCK. Jeg har virkelig trivedes både på og uden for banen med mine holdkammerater, staben og alle i klubben. Jeg har fået nogle store oplevelser, vi har vundet to mesterskaber, spillet Champions League og Europa League-gruppespil, mens jeg har været her. Det har været med til at udvikle mig meget som spiller. Jeg er super glad for, at jeg kunne slutte af med at bidrage til, at vi kunne vinde The Double og give fansene noget tilbage for al den støtte, de altid har givet mig de seneste fire år. Det vil jeg aldrig glemme, ligesom jeg altid vil huske tilbage på min tid i FCK med glæde. Nu ser jeg frem til en ny udfordring i min karriere, hvor jeg forhåbentlig kan fortsætte med at bygge på det fundament, jeg tager med fra min tid i FCK, siger Nicolai Jørgensen.

F.C. København hentede i sidste uge den serbiske angriber Andrija Pavlovic til klubben, og den handel var netop et led i forberedelsen på salget af Nicolai Jørgensen:

- Nicolai er selvfølgelig et stærkt offensivt kort at sige farvel til, men vi har allerede ageret og hentet Pavlovic ind, ligesom Rasmus Falk kommer til fra OB. Desuden har vi vist, at vi har mange spillere, der kan score og skabe mål i vores trup. Santander var topscorer i Superligaen i foråret, mens Andreas Cornelius, Benjamin Verbic, Kasper Kusk, Bashkim Kadrii, Youssef Toutouh og Danny Amankwaa har vist, at de kan afgøre kampe. Derfor står vi fortsat rigtigt stærkt, siger manager Ståle Solbakken.

Alle i F.C. København vil gerne takke Nicolai Jørgensen for hans indsats for klubben og ønske ham held og lykke i fremtiden.