Ny chance for revanche!

Onsdag d. 12 april går det løs igen - endnu et pokalbrag står for døren, og modstanderne er AB i kvartfinalen.

Vi spurgte sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm om hans syn på lodtrækningen, og han nævnte to nøgleord: Hjemmebane og revanche.

"Jeg er tilfreds med lodtrækningen", siger Holmstrøm, "for jeg havde ønsket mig at vi fik hjemmebane. Det der trætter allermest i det program vi har nu er rejser. En rejse til Jylland - selv om der er smukt derovre - var ikke lige det vi havde brug for midt i dette meget pressede program. Så det er helt perfekt."

"Af de modstandere, der var tilbage vidste vi at vi skulle møde en superligamodstander; ellers var vi tvunget på udebane. Og der var nogle af dem, vi gerne ville gemme til senere. Så af dem vi gerne ville have i Parken var det først og fremmest AB og Viborg, som ville være de mest attraktive for os."

"AB er en attraktiv modstander," fortsætter Holmstrøm, og ligesom med Silkeborg har vi revanche tilgode - og vi kan huske det. Så det er nok til at motivere spillerne."

Med 8.337 fremmødte er der vel god grund til at håbe, at kvartfinalen kan trække et godt stykke over de 10.000 tilskuere, og Holmstrøm håber da også på et stort fremmøde: "Det er utroligt dejligt at så mange kommer og bakker op, og der kommer forhåbentlig mindst det samme. Det er vi lidt selv herrer over. Hvis vi kan følge den gode indsats og det gode spil fra Silkeborgkampen op på søndag, som også er en vigtig kamp, begynder det at ligne noget - for så kan vi lige pludselig begynde at vinde flere kampe i træk."

Om AB siger Holmstrøm: "AB har jo, siden de på forunderlig vis tabte ovre i Vejle, fået nogle gode resultater, og det ser ud som om det kører meget godt for dem. Men jeg tror stadigvæk godt, vi har lidt at gøre med."

Kampen spilles klokken 19.00 i Parken.

Rundens øvrige kampe spilles samtidig, og de er:

FC Aarhus - Brøndby
Esbjerg - AaB
Lyngby - Viborg

nsm