Ugen der gik (uge 40)

YOUSSEF TIL AGF
Youssef Toutouh har skrevet kontrakt med AGF til sommeren 2020. Vi skal dog næppe forvente at se ham på banen allerede søndag den 28. oktober, når vi møder AGF i Telia Parken.

"Det er vigtigt for os, at han får tid til at komme tilbage i form, men også at vi arbejder hårdt med ham. Og vores opgave er nu at få ham tilbage på sit niveau," udtalte David Nielsen til agf.dk.
 

Youssef Toutouh
Fotos: Lars Rønbøg, Getty Images

Youssef nåede 171 kampe i FCK-trøjen fra 2011-17, og han spillede sin allerførste uofficielle kamp mod Helsingborg i sommeren 2011 (billedet til venstre) - og hans sidste var mod SønderjyskE i efteråret 2017 (billedet til højre er fra august 17).

Vi ønsker held og lykke hos de hvi'e!
 

MØLLER TIL DBU
Peter Møller (46) fik også nyt job i ugen der gik - han er nu fodbolddirektør i DBU, hvor han skal stå i spidsen for elite-afdelingen og have herrelandstræner Åge Hareide i reference. Som ny fodbolddirektør skal han samtidigt styrke DBU’s samarbejde med spillerne samt med fodboldfolk, både nationalt og internationalt, skriver dbu.dk.

God vind, 32 - vi håber du får nok albuerum i dit nye job ;-)


BENGT HAVDE TRØJEN PÅ
Som du kunne læse på fck.dk i lørdags, havde KB invitereret Guld-holdet fra 1968 ind til Randers-kampen i anledning af, at det er 50 år siden. Flere af spillerne er desværre gået bort, men mål-helten Bengt Christensen fra den afgørende guldkamp i Aalborg er still going strong. Han mødte endda op i sin originale KB-trøje fra den sæson - med nr. 11 på ryggen, syet på i hånden. Bengt spiller også stadig for KB's super-veteranhold!

FCK TV bringer et indslag senere på ugen, men her viser han stolt et billede frem, hvor man ser situationen, da bolden passer målstregen og sikrer KB det første mesterskab i 15 år. Siden blev det til to mere med seks års mellemrum, i 1974 og i 1980.

De næste år kan vores anden moderklub B1903 til gengæld fejre "50-års guld" - 03'erne vandt mesterskabet i både 1969 og 1970. Den tid, den glæde!

 

Bengt Christensen


U19-FCN 2-2
Efter at have indledt sæsonen med to sejre, måtte drengene for tredje kamp i træk nøjes med det ene point, da de fredag aften spillede 2-2 med FC Nordsjælland. Gæsterne førte 2-0 efter en snes minutter, men Jonas Wind reducerede og nåede også at assistere Ahmed Daghim til 2-2-målet, inden han planmæssigt blev udskiftet efter en halv times spil. Det var Jonas' første kamp efter hans skadepause på over 4 måneder.

>> Se højdepunkterne


AGF-U17 4-3
Holdet er stadig uden sejr denne sæson, efter de lørdag tabte 3-4 ude til AGF. De leverede dog en ganske udmærket indsats, men fik ligesom U19 en skidt start og var bagud hele 3-0 efter 23 minutter, men Marcus Stoltenberg og Lucas Ørneborg skabte håb ved at reducere til 3-2. Kort efter kom AGF dog på 4-2, og Trygve Solbergs reducering til 4-3 kom først i sidste minut.
 

OLDBOYS-STENLØSE 5-0
I ugen der gik blev Stenløse sendt hjem fra KB's baner med et 0-5-nederlag. Det tog en halv times tid for de gamle drenge at få gang i scoringen, men siden gik det stærkt - og selv Jesper Christiansen kom på tavlen, da han gik op og tog et straffespark.

Fredag aften er der lokalopgør kl. 18.30 på Jens Jessens Vej, når holdet spiller den sidste kamp i rækken ude mod FA2000.

Herefter venter DM-slutspillet, hvor KB/FCK lørdag den 20. oktober, kl. 15 møder Nykøbing FC på udebane. Vinder man den kamp, venter en hjemmekamp (semifinale øst) mod vinderen af Stenløse-Hasle. Vinderen møder vest-vinderen i finalen lørdag den 3. november, kl. 13. Finalen spilles hos vest-vinderen, dvs på Fyn eller i Jylland.
 

B1903 - IKKE I KAMP
03'erne var ikke i kamp i weekenden, men spiller tirsdag aften ude mod Hvidovre.
 

KB-TÅRNBY 0-2
Et afbudsramt KB.hold tabte lørdag 0-2 hjemme til topholdet Tårnby på to mål i den sidste halve time, men holder sig - ligesom B1903 - lige over nedrykningsstregen i Københavnsserien.


KOM TIL MODERKLUB-KAMP PÅ LØRDAG
Lørdag kl. 13.00 tørner B1903 og KB sammen på 03'ernes klubanlæg på Lyngbyvej - kig forbi!