Ugen der gik (uge 20)

MEDALJELØSE FOR FØRSTE GANG SIDEN 99-00
Intet var evigt - heller ikke vores flotte stime med at få medaljer hvert år siden mesterskabet i 2000-01. 11 guld, 5 sølv og 2 bronze blev det til, før vi i går måtte tage til takke med en 4. plads.

Vores statistik-OCD har det heller ikke så godt med, at vi brød stimen med at få bronze hvert 10. år. Vi fik første gang bronze i 1998, og anden gang i 2008.

På fredag kan vi dog stadig sørge for at holde stimen med europæisk deltagelse hvert år - det vil i givet fald være 17. sæson i træk (#antijinx)!

>> Alle mand i Telia Parken!
 

"GADEDRENGEN" TOM HØGLI
Tom Høgli er blevet manager for et gadefodboldhold i Tromsø!

"Det er noget, jeg har drømt om, siden jeg kom tilbage fra F.C. København," fortæller Tom, men skynder sig - med vanlig beskedenhed - at tilføje, at det ikke er "hans hold", men et samarbejde mellem Tromsø IL og Tromsø kommune. Spillerne kommer i første omgang fra kommunens rusmiddel- og psykiatritjeneste.

"Jeg er en slags manager og skal arbejde lidt administrativt, planlægge træningstider, mad og bus til træning m.m.," fortæller Tom til de nordnorske medier.

Tom i spidsen for Tromsø IL's gadehold
Tom Høgli i spidsen for Tromsø IL's gadehold. Foto: til.no


Der er i forvejen en del af denne type gadehold i Norge, bl.a. i Bergen, hvor Brann står bag, men dette er det første i Nord-Norge:

"I andre byer har det givet gode resultater. Det har fået personer ud i arbejdslivet og i uddannelse. Det er målet på sigt. Det varer lidt, før vi kommer så langt, men jeg tror, fodbolden kan spille en vigtig rolle," fortæller Tom og tilføjer.

"Det er en stor berigelse for Tromsø IL. Det giver klubben lidt andre perspektiver. Alle har lyst til at spille fodbold, og det er godt vi åbner, for at endnu flere kan være med."

 

"HVAD SKAL VI MED BELLEVUE?"
Mange genkender sikkert hyldestsangen til Morten Nordstrand, der kom til FCK fra FC Nordsjælland i sommeren 2007 på en 5-årig kontrakt. Nu har han lagt støvlerne på hylden i en alder af (næsten) 35 år.

"Nord" jubler over en scoring mod HB Køge i november 2011


Han fik ialt 130 kampe, og var i sæsonen 2009-10 udlejet til Groningen, og i foråret 2011 til FC Nordsjælland, hvortil han også skiftede ved kontraktudløb i sommeren 2012. Siden var han en sæson i AGF og en sæson i australske Newcastle Jets, inden han sidste sommer vendte hjem og tørnede ud for Fremad Amager.

 

TRØJE-FUNFACT: HVID UDEBANE-REKORD
2. pinsedag var det første gang i fire år, vi spillede udekamp i Farum i den hvide trøje. Dermed nåede vi op på 12 udekampe i hvidt denne sæson, og det er det højeste nogensinde.

 

U19
Holdet var ikke i kamp i weekenden, men spiller i aften - tirsdag - hjemme mod Randers Freja FC. Der er kick-off på KB's anlæg kl. 18.00.

Herefter mangler to kampe mere i U19-ligaen: 
Mod Vejle onsdag den 30. maj, kl. 19.30 i Telia Parken
Mod AGF lørdag den 9. juni, kl. 13.00 på KB's anlæg - men kampen flyttes måske til en anden dag (i Telia Parken

 

U17
Holdet blev i weekenden nr. 5 i en stor international turnering i franske Lille, uden at lukke mål ind i ordinær kamp - læs mere om turen.

Holdet mangler to kampe i U17-ligaen:
Mod AGF onsdag den 13. juni, kl. 13.00 i Telia Parken (gratis adgang)
Mod Vejle lørdag den 16. juni, kl. 15.15 på KB's anlæg.

 

U15 & U14
Når der nu ikke er så meget nyt om U19 og U17, tager vi pulsen på de yngste årgange i vores talentafdeling, som begge er godt i gang med forårsturneringen.

U15 ligger med to runder igen på en delt førsteplads med Lyngby og Brøndby, der alle har 10 point. Holdet mangler Brøndby ude og Lyngby hjemme. Farum og FC Roskilde er de andre hold i puljen.

U14 ligger nr. 3 og har et godt stykke op til Brøndby og Lyngby, der fører puljen. De øvrige er HB Køge, Farum og Hørsholm-Usserød.

>> Se trupper, link til kampprogram og stilling m.m. for alle fire talenthold

 

OLD BOYS
De gamle drenge har også haft fri i pinsen - næste kamp er onsdag den 23. maj, kl. 20.30, hvor Lyngby kommer på besøg på KB's anlæg.

 

SAGT OG SKREVET OM FCK

FCN's Man of the Match Victor Nelsson til fcn.dk:
"Det er helt sikkert den bedste 0-0 kamp, jeg nogensinde har været med til. Det er fantastisk at være i Europa nu og stå med bronzemedaljer om halsen. Vi kom til at stå lidt længere tilbage på banen i dag end vi egentlig ville. Men vi gav ikke mange chancer væk, og jeg synes, det er mega fortjent, at vi får uafgjort og står med bronzen."