Fan-afsnittet i Horsens

Ugen der gik (uge 17)

JESSE JORONEN CHECKES
Jesse Joronen er i København denne uge, da AC Horsens - i lyset af sommerens skifte - har tilbudt, at han kan komme herover til videre undersøgelser og behandling for de knæproblemer, der har plaget ham på det seneste. En fin gestus af østjyderne, som klubben naturligvis er glade for.
 

FØRSTE FCK'ER TIL ØSTRIG
Med salget af Andrija Pavlovic til Rapid Wien kan vi føje endnu en nation på listen over lande, som FCK'ere er skiftet ved enten salg eller kontraktudløb.

Pavlovic forsøger med et saksespark


Listen omfatter nu (i alfabetisk orden): Argentina, Belgien, Brasilien, Costa Rica, Cypern, England, Estland, Finland, Frankrig, Holland, Island, Italien, Norge, Rusland, Skotland, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyrkiet, Tyskland, Ukraine, Ungarn, USA, Wales og Østrig.

Vi kan jo tage en lille quiz: kan du fx huske hvem der er skiftet til henholdsvis Spanien, Tyrkiet og USA? Svaret finder du til sidst i "Ugen der gik"

 

HILSEN FRA BREMEN
Repræsentanter fra Werder Bremens talentafdeling var i sidste uge på besøg i vores Talentafdeling, og de kvitterede for et par interessante dage ved at overbringe en smuk hilsen, der vist taler sit eget tydelige sprog:

Signerede Werder Bremen-trøjer fra Delaney og Ludwig

 

MODERKLUBBERNE BYGGER
Både KB og B1903 er i gang med større byggeprojekter. En ny KB-hal er endelig ved at tage form efter den forfærdelige brand i september 2011, og byggeriet ventes klar inden årets udgang.

B1903 er i gang med en større renovering og tilbygning af faciliteterne på Lyngbyvej, og oprindeligt var planen, at det skulle være klar i juni, når klubben har 115 års fødselsdag. Den officielle indvielse forventes dog nu først at blive efter sommerferien.

>> Fik du hørt vores podcast med de to klubbers sportschefer?

 

LØVE-CUP I BEDEDAGSFERIEN
B1903 har netop afholdt den årlige Løve Cup fredag-lørdag i Store Bededagsferien, og ud over en masse ungdomskampe (fra U3 til U11) var FCK's Eventteam - og Leo, selvfølgelig - ude og lave en række aktiviteter for børn og unge. 

Lørdag kiggede Peter Ankersen og Carlo Holse også forbi og skrev autografer - Carlo er jo selv "gammel" B1903-spiller.

EKS-FCK'ERE

Sæsonen kan være forbi for Jakob Busk, der er blevet ankelskadet, fortæller hans agent, en anden eks-FCK'er Michael Stensgaard, til tipsbladet.dk. Ekstra ærgerligt for Busk, der netop havde generobret pladsen mellem stængerne i Union Berlin, som ligger midt i 2. Bundesliga, men stadig er involveret i en vanvittig tæt kamp om at undgå pladserne under stregen...


Tillykke til Mark Strudal, som i går, søndag, fyldte 50 år. Hans FCK-karriere blev kort og dramatisk (5 kampe og 1 mål i foråret 1993), som du har kunnet læse i de seneste udgaver af "Ugen der fik for 25 år siden".

Også tillykke til Peter Larsson, som fylder 34 i dag. Peter er tilbage i Halmstads BK, hvor det hele begyndte - og hvorfra vi hentede ham i sommeren 2008. Han skrev inden denne sæson, hvor Halmstads BK er rykket ned i Superettan, en 2-årig kontrakt og er således klubkammerat med Marcus Mathiesen.

 

U19 VAR IKKE I KAMP
Luka Racic og Morten Hjulmand spillede hele kampen, og Niklas Vesterlund fik de sidste 20 minutter, da U19-landsholdet spillede venskabskamp mod Tyskland i Valby i sidste uge. Efter dansk 2-0-føring kom tyskerne igen det sidste kvarter og fik 2-2 på et straffe i kampens tillægstid.

"Ærgerligt, men altid noget det ikke var en turneringskamp," lød det tørt fra Hjulmand, der ligesom Luka og Niklas var i aktion igen i mandagens reserveligakamp i Odense.

På lørdag kl. 13 tager vores U19-hold mod Lyngby på KB's baner.
 

U17 SPILLEDE 1-1 IGEN
Holdet måtte for anden kamp i træk nøjes med at spille 1-1, denne gang i Haderslev torsdag eftermiddag. Emil Lund Antonsen bragte vores drenge foran, men sønderjyderne udlignede kort efter pausen. Holdet fører stadig ligaen to point foran AGF, men har også spillet en kamp mere.

På lørdag spiller de ligesom U19 hjemme mod Lyngby - den kamp begynder kl. 15.30.

Samtidig tager U17-landsholdet - med Andreas Kirkeby i truppen - hul på EM-slutrunden i England, hvor de møder Bosnien-Hercegovina (lørdag), Irland (tirsdag) og Belgien (fredag).


OLD BOYS LEGER MED ILDEN...
Sidste mandag var Old Boys nede 0-2 ved pausen i hjemmekampen mod Tuse IF, men to mål af Daniel Jensen og et af Michael Gravgaard sørgede for sæsonens tredje sejr i træk. Men i går aftes måtte man nøjes med det ene point ude i Bagsværd, hvor AB klarede 2-2. På mandag kl. 20.30 tager de gamle drenge imod Frem kl. 20.30 på KB's anlæg.
 

SAGT OG SKREVET OM FCK

Horsens-træner Bo Henriksen til Horsens Folkeblad:
"Vi burde have scoret på to store chancer til Kjartan og en stor chance til Ajo Okosun, og så burde vi have fået et straffespark. Dommeren stod og kiggede på situationen. Det var ren brydning, men man kan åbenbart ikke få to straffespark i samme kamp. Jeg var meget tilfreds med indgangen til kampen, og jeg var stolt over, at vi bød FC København op til dansk og troede på, at vi kunne vinde, men jeg ærgrer mig over, at FCK fik lov at score på omstillinger, efter at vi havde haft hjørnespark og indkast. De straffede det kynisk."

 

SVARET PÅ "LANDE-QUIZZEN":
Spanien: Mate Sestan til Levante (1997) og Tobias Christensen til Elche (2014)
Tyrkiet: Tobias Linderoth til Galatasaray (2007)
USA: Fanendo Adi til Portland Timbers (2014)

 

UGEN DER GIK FOR 25 ÅR SIDEN
Da vi fik ideen om at runde "Ugen der gik" med at se 25 år tilbage, burde vi måske have tjekket lidt nærmere op på timingen... for i denne Derby-uge er vi nemlig nødt til at se tilbage på en uge, hvor vi led sæsonens andet Superliga-nederlag og tabte 0-4 hjemme til Brøndby.

Som de fleste ved, endte sæsonen godt alligevel, men uha, den sved! 16.864 (Superliga-rekord på det tidspunkt) var mødt op denne første rigtige forårsdag med dejligt solskin - for manges vedkommende dog lidt sent, men måske var der også bare for lidt personale på plads, for der var i hvert fald lange køer, da kampen gik i gang.

Johansen-tvillingerne måtte skuffede starte på bænken og kom først på banen efter pausen, hvor gæsterne førte 1-0. Især den københavnske midtbane havde problemer, og oppe foran havde Manniche det svært mod Marc Rieper. Heldigvis var Palle Petersen storspillende og reddede bl.a. flere blå-gule friløbere, men i den sidste halve time ramlede korthuset. Frank Pingel blev kampafgørende med to mål, og det sidste satte Vilfort ind på straffe. Da var Iørn Uldbjerg "stemplet ud" (på Frank Pingels knæ) og sendt i bad for sit andet gule kort.

Pressen var ikke sen til at slagte løverne oven på den omgang, men med otte runder igen førte vi stadig ligaen med 35 point foran OB's 31 og Brøndbys 29. Og næste modstander var netop OB på hjemmebane - det ser vi på i næste uge.