Jublende fans

Ugen der gik slår klik (uge 38)

Advarsel: Nu slår det klik...
"Ugen der gik" kører (undtagelsesvis) clickbait-style i denne uges overskrifter.

Sultne løver sætter sindssyg scoringsrekord
For første gang nogensinde har vi scoret fire mål i tre Superliga-kampe i træk - og også vundet dem, hvilket normalt (men ikke altid) er en selvfølge, når man scorer fire gange.

Tre gange før har vi scoret fire mål i to Superliga-kampe i træk - senest i juli 2016, hvor vi vandt 4-0 over Esbjerg ude og FC Nordsjælland hjemme.

I april 2007 slog vi FC Midtjylland ude 4-1 og OB hjemme 4-2, og i marts 2005 slog vi FC Midtjylland  og Randers FC hjemme, begge 4-0.
 

Løverne jubler i Herning
Stor jubel i Herning efter 4-1-sejren i 2007

 

Svigermors kok simrer i Bisgaards gryder
Forleden faldt vi over dette vidunderlige Morten Bisgaard-citat i en artikel på fyens.dk:

- Det er bare en kok fra min svigermor, som står og simrer.

Citatet falder i en artikel, hvor vores tidligere kantspiller fortæller om sin passion for madlavning.

- Det var først, da jeg som 24-årig rejste til Italien for at spille for Udinese, at jeg selv begyndte at interessere mig for at lave mad. Jeg fik øjnene op for den lidt finere madlavning, og jeg lærte, at madglæde ikke nødvendigvis handler om at skovle maden ind, men at man kan nyde den endnu mere ved rent faktisk at smage på den, fortæller Bisgaard.

 

Morten Bisgaard i duel med Kim Daugaard
Bisgaard i duel med Brøndbys Kim Daugaard

 

I dag er Bisgaard til daglig fodboldtræner på Hjemly Idrætsefterskole samt assistenttræner på U17-landsholdet, ligesom han også kommenterer kampe for TV2 Sport. Og så er han med i dommerkomiteen i “Best of Odense”, som er en konkurrence i den lokale ugeavis, hvor læserne kan stemme på deres favoritsteder i byen. Passionen for det man beskæftiger sig med, er nøgleordet for Bis:

- Min opmærksomhed bliver skærpet, hvis jeg kan mærke, at en indstillet kandidat virkelig er dedikeret omkring sit arbejde. Passionen skal gennemsyre indstillingen, og jeg skal kunne mærke, at det her sted virkelig har gjort indtryk på den pågældende læser.

 

Vildt dato-træf!
Tirsdag den 26. september har tre FCK-spillere fået debut - men i tre forskellige kampe med 13 års mellemrum:

Bo Svensson debuterede i 1999 hjemme mod Esbjerg, Mathias Zanka debuterede i 2007 ude mod FC Fredericia - og samme sted debuterede Danny Amankwaa i 2012. Alle på datoen 26.9!

Danny nærmer sig i øvrigt sit 100 kamp-jubilæum - p.t. er han noteret for 96.

 

Atiba-amok i tyrkisk drama
Verdens Flinkeste Mand er som bekendt Álvaro Santos, men Atiba Hutchinson har altid ligget lige i brasilianerens baghjul når det gælder flidspræmier fra Flinkeskolen.

Der var derfor mange, der spærrede øjnene op i weekenden, da Atiba fik rødt kort i udekampen mod Besiktas-rivalerne fra Fenerbahce. Fem minutter før tid fældede han en Fenerbahce-spiller lige uden for feltet, og da han havde gult i forvejen, røg han ud. Men OK... der blev uddelt 12 advarsler og 5 røde kort i opgøret, som Besiktas tabte 1-2.

Det er dog ikke første gang i løbet hans ophold år i Tyrkiet, hvor han er i gang med sin femte sæson - han fik faktisk også to røde kort i 14/15-sæsonen.

 

Foto: Lars Rønbøg, Sportsagency.dk
Atiba fejrer mesterskabet i 2010

 

Skadeplagede Svinggaard fylder 50
På onsdag fylder Jacob Svinggaard 50 år - stort tillykke med dagen!

Han fik en drømmedebut for løverne i august 1996, da han scorede begge målene i 2-0-sejren på Lyngby Stadion - men ak... det blev kun til tre kampe mere, før en meniskskade sendte ham udenfor i en månedstid, men herefter blev det kun til tre kampe mere, før den var gal med knæet igen. Siden kom han aldrig tilbage, men måtte indstille karrieren som blot 29-årig.

 


Svinggaard fik sit gennembrud for Vejle i slutningen af 80'erne og nåede også en enkelt landskamp i 1990. Siden skiftede han til B 1909, hvor han i august 1992 fik æren af at score det første mål MOD F.C. København i en Superliga-hjemmekamp. Vi havde indledt sæsonen med at vinde 3-0 ude over Frem og tog herefter mod B 1909 på Østerbro Stadion, idet PARKEN endnu ikke stod klar. Svinggaard bragte fynboerne foran efter en halv time, inden Manne og Højer sørgede for københavnsk hjemmesejr. Ironisk nok blev Svinggaard udskiftet med en knæskade...

Han var derfor ikke med, da vi senere på efteråret vandt 4-2 i Odense - den kamp, hvor Mikkel Beck både lavede selvmål og scorede for 09'erne... men det er anden historie.

Men både Mikkel Beck og Svinggaard havnede siden i Fortuna Köln, men måtte begge ud i retssager med klubben, inden de igen kunne forlade den. I december 1995 faldt Bosman-dommen, der revolutionerede fodboldmarkedet, men det varede åbenbart lidt, før alle klubber anerkendte de nye vilkår. Köln-klubben ville i hvert fald ikke uden videre udlevere Svinggaards spilletilladelse, da hans kontrakt var udløbet, og det endte med, at han selv måtte købe sig fri, så han kunne tørne ud for Byens Hold.

 

U19 mødte voksen modstand
Holdet har ikke været i kamp i U19-ligaen, men spillede torsdag eftermiddag træningskamp mod FC Roskildes bedste seniorhold. En kamp, som 1. divisionsholdet vandt 4-1 efter 1-1 ved pausen.

Lørdag møder holdet Esbjerg kl. 13.00, og vi forventer at kampen igen spilles på KB's kunstgræs.

 

Denne U17-spiller sikrede vitalt point
I allersidste minut fik holdet en 1-1 med hjem fra Odense i lørdags, da Tobias Pedersen udlignede fynboernes føring. På lørdag kommer Esbjerg til Hovedstaden og spiller kl. 15.30 på KB’s kunstgræs.

 

Sensationelt Old Boys-pointtab trods vildt comeback
For anden gang på 15 kampe måtte KB/FCK’s Old Boys gå fra banen uden alle tre point, og det trak endda op til et nederlag efter de første 35 minutter mod AB, der havde bragt sig foran 2-0.

Men en akademiker så rødt kort efter pausen, og kort efter reducerede Michael Strandquist til 1-2. Først syv minutter før tid faldt udligningen, da Strandquist eksekverede fra 11 meter-pletten.

 

Anfører Michael Strandquist løfter DM-trofæet
Old Boys-anfører Mikkel Vittrup med DM-pokalen i sidste sæson


De gamle drenge mangler kun to kampe - ude mod Lyngby 2. oktober og hjemme mod BSF 14. oktober - før man skal semifinale mod en af de øvrige regionale “kredsvindere”. Og går det som de seneste år, ender man i en guldfinale med AC Odense… men lad os nu ikke jinxe noget. Se bare hvor det de lige har været på et nederlag. Ordet krise presser sig på i denne clickbait-uge!

 

Sagde de virkelig det om os?

Skive-træner Kim Kristensen til TV MIDTVEST:
- Det blev lige så svært, som vi havde forventet. I sådanne kampe her føler man mange gange, at man er okay med. Jeg ved godt, at de var meget mere på bolden og havde flere chancer end os. Skal man have en lillebitte chance i sådan en kamp her, skal man gribe de små chancer. I første halvleg havde vi et hjørnespark, der blev farligt, og ved 2-0 havde vi en på stolpen. Det var de små muligheder, der var. Mere får man ikke mod sådan et stærkt hold som FCK.

Silkeborg-træner Peter Sørensen til klubbens hjemmeside:
– Vi har seks gode chancer i løbet af kampen, og det er godt mod et hold som FC København. Men stængerne vendte rigtigt for FCK, og det at vi ikke scorer, når vi får chancerne samtidig med at FCK slår igen med mål, betyder noget mentalt. Det skete både i 1. og i 2. halvleg, og så bliver det en mentalt vanskelig kamp for os. Havde vi nu åbnet 2. halvleg med en scoring, så kunne vi have åbnet kampen. Jeg siger ikke, at vi havde vundet, men det kunne have givet en anden tro på tingene. I stedet kommer de på 3-0.

Simon Jakobsen, SIF, til klubbens hjemmeside:
– Det er ærgerligt, at vi ikke får scoret på nogle at vores chancer. Jeg tror ikke, at jeg har været med til at have så mange chancer i Parken før. Hvis vi skal have et lille håb om at få noget med, så skal man score på et par stykker af dem. Men når det så er sagt, så er de også rigtig stærke.