Nicklas Bendtner

Ugen der gik (44/2019)

TO STRAFFE I SAMME KAMP
Mod SønderjyskE i søndags var det niende gang, vi fik to straffespark i samme kamp, og det var fjerde gang, vi udnyttede begge. Men det var første gang, at to forskellige spillere scorede på straffe i samme kamp, og det er vel også en slags rekord.

  • 29.03.02 Næstved-FCK 1-5 (Pokal). Thomas Røll scorer på straffe til 0-1 (19.) og 1-5 (81.)
  • 31.05.09 FCK-Randers FC 3-3 (Superliga). Morten Nordstrand scorer til 1-1 (33.) og 2-3 (79.)
  • 09.12.18 FCK-Esbjerg 3-0 (Superliga). Robert Skov scorer til 2-0 (45.) og 3-0 (56.)
  • 03.11.19 FCK-SønderjyskE 3-0 (Superliga). Pep Biel til 1-0 (18.), og Michael Santos til 2-0 (63.)
Pep Biel scorer på straffe


De fem gange, vi kun har scoret på det ene straffe:

  • 05.10.97 Herfølge-FCK 2-2 (Superliga). Bjarne Goldbæk brænder ved 1-1 (64.), og Carsten Hemmingsen scorer til 2-1 (89.)
  • 23.10.08 FCK-St. Etienne 1-3 (UEFA Cup). Morten Nordstrand brænder ved 0-1 (4.), og César Santin scorer til 1-2 (59.)
  • 21.11.10 FCK-FC Nordsjælland 2-1 (Superliga). Santin brænder ved 0-0 (30.) og scorer til 2-0 (32.)
  • 12.08.12 FCK-AGF 3-0 (Superliga). Santin brænder ved 2-0 (67.) og scorer til 3-0 (80.)
  • 19.05.19 Esbjerg-FCK 4-3 (Superliga) Robert Skov brænder ved 2-0 (53.) og scorer til 2-2 (63.) 


AFLYST RESERVELIGA-KAMP
Vi mangler at møde FC Nordsjælland to gange i efterårets reserveliga, men klubberne er blevet enige om kun at spille den ene kamp og aflyse den anden. Det eneste opgør bliver derfor torsdag den 14. november, kl. 13 på Nummer 10.


PETER LARSSON STOPPER KARRIEREN
I en alder af 35 år stoppede vores tidligere centerforsvarer Peter Larsson sin aktive karriere, da Halmstads BK i søndags spillede sæsonens sidste kamp. Vores samarbejdsklub havde et skuffende forår, men sluttede stærkt af med fem sejre i træk og sluttede på 6. pladsen i Superettan.

Larsson har dog mest siddet på bænken i efteråret, men han fik en hyldest-indskiftning forrige weekend, da Halmstads BK spillede den sidste hjemmekamp på Örjans Vall, hvor de i øvrigt vendte 0-2 til 3-2-sejr over Brage, hvilket kostede gæsterne en direkte oprykning til Allsvenskan.

"Lige nu lokker det ikke at blive træner eller assistent, men det kan jo ændre sig senere, og nu satser jeg på en civil karriere," fortæller Larsson til Hallands Nyheter og tilføjer, at han forestiller sig noget i salgsbranchen.

"Jeg ser mest frem til at være mere sammen med familien og få et mere normalt, hvor man ikke er optaget hver weekend. Det bliver f.eks. lettere at rejse eller tage til en fest eller en middag uden at behøve tage hensyn til den næste kamp. Det bliver nu skønt!"

Peter Larsson indledte også sin karriere i Halmstads BK og fik sin seniordebut i 2004 og kom også på det svenske ligalandshold, inden vi hentede ham til København i sommeren 2008.

Peter Larsson præsenteres i FCK
Peter Larsson præsentationsfoto - midt under en rundvisning i Parken i den 25. juli 2008


Han spillede sine første syv kampe fra start ved siden af Zanka eller Ulrik Laursen, men missede desværre resten af efteråret på grund af et træthedsbrud i foden. I mellemtiden var Mikael Antonsson kommet tilbage efter sin hjerteoperation, og Larsson tilkæmpede sig aldrig sig en fast plads i centerforsvaret.

I forsvaret 2011 udlejede vi ham - efter 37 kampe i FCK-trøjen - til Helsingsborgs IF, og i sommeren 2012 skiftede han permanent til HIF, inden han i januar 2018 vendte tilbage til Halmstads BK.

"De bedste kampe i FCK spillede jeg i Europa League, men i ligaen lykkedes det aldrig rigtigt," fortæller Larsson, som i efteråret 2010 f.eks. kun fik fire kampe: to fra start i pokalen mod Viby og Horsens og to indhop mod Rosenborg og Barcelona.

Netop indskiftningen på Nou Camp står som et af Peter Larssons største fodboldøjeblikke:

"Jeg husker, at jeg blokerede et skud fra Messi. Men siden, i samme angreb tror jeg, headede han bolden ind. Men det var en oplevelse, og jeg tænker nogle gange, at man måske skulle have nydt de store øjeblikke noget mere i situationen. Men så mister man på den anden side også let fokus."

Larsson nåede 38 kampe for FCK, inden han blev udlejet til Helsingborgs iF i 2011, hvorefter han skiftede tilbage til Halmstads BK.

Peter Larsson
 Larsson (og Sölvi) i CL-playoff-kampen mod Rosenborg. Foto: Claudio Villa, Getty Images


ZUMA OG BENDTNERS HANDSKER
I anledning af at Nicklas Bendtner i torsdags scorede sit første officielle FCK-mål, har vi fundet den gamle historie frem om, hvordan Zuma på mystisk vis rendte rundt i 2004 med et par handsker, hvor der stod "Bendtner".

Historien dukkede op i 2016, hvor Zuma var i København og bl.a. var til autografsession i Fanshoppen. Nu er det Bendtners tur, for du kan få signeret hans nye bog, "Begge sider" i Fanshoppen lørdag den 16. november, kl. 13. Dog ikke iført Zumas handsker...

Zuma og Bendtners handsker

>> Læs handske-historien her

 

U19-SILKEBORG 2-0
Mål af Gabriel Johansen og William Bøving efter pausen sikrede U19-holdet den femte hjemmesejr af fem mulige efter tidligere at have sendt AGF, AaB, FC Midtjylland og Vejle tomhændede hjem fra hovedstaden.

Holdet er nr. 3 i U19-ligaen med 16 point for 8 kampe, mens OB fører ligaen klart med max-point for 10 kampe. skal først i aktion igen lørdag den 23. november ude mod SønderjyskE.


U17-SILKEBORG 4-1
U17 havde to dobbelte målscorere i form af Elias Jelert og Rasmus Højlund, da de også vandt deres femte hjemmesejr i træk. De indledte dog sæsonen med en uafgjort hjemmekamp mod AGF, men har til gengæld scoret fire gange i hver af deres fire seneste hjemmekampe: 4-0 over AaB, 4-2 over FC Midtjylland, 4-0 over Vejle og nu 4-1 over Silkeborg.

Det giver en delt 1. plads med FC Midtjylland og Lyngby, der alle har 20 point, men midtjyderne har spillet en kamp mere end os og Lyngby.

Esbjerg ligger nr. 4 med 19 point, og dem besøger U17 på lørdag kl. 13.


U15-SILKEBORG 8-0
Normalt fokuserer vi kun på de to ældste talentårgange, men vi skal da lige have med, at U15 også havde besøg af Silkeborg i lørdags og sikrede et "U-hattrick" med en knusende 8-0-sejr.


B1903-KB 5-1
Sæsonens første moderklub-Derby endte med en klar hjemmesejr til 03'erne, selv om Jonathan Grumme bragte KB foran efter et kvarter. Marc Boe Nørre Andersen udlignede efter en halv time, og på 10 minutter midt i 2. halvleg scorede Christian Fritze to og Mert Can Dogusoy en enkelt gang, inden Nikolaj Tjæder øgede til 5-1.

Det var KB's syvende nederlag i træk, og sidste chance for lidt opmuntring inden vinterpausen er en udekamp mod Hvidovre næste tirsdag.

03'erne ligger nr. 5 i Københavnsserien og slutter efteråret af hjemme mod FC Græsrødderne på lørdag kl. 15 hjemme på klubbens anlæg på Lyngbyvej.