Åben træning i Telia Parken

Ugen der gik (3/2020)

FINTÆLLING OG FINURLIGE FALK-FACTS PÅ FIREÅRSDAGEN
I dag, mandag, er det præcis fire år siden, at Rasmus Falk blev præsenteret som kommende FCK-spiller fra sommeren 2016.

Når man genlæser nyheden er det mest bemærkelsesværdige, at vi skrev, at han havde spillet knap 133 Superligakampe for OB. Efter en fintælling kan vi i dag bekræfte, at han havde spillet præcis 133. Og i foråret 2016 nåede han 13 mere.

I FCK-trøjen har Falk, der fyldte 28 i onsdags, foreløbig spillet 136-kampe, heraf 102 i Superligaen. I december 2018 forlængede han sin kontrakt til sommeren 2022.

Finurlige Falk-facts:

  • Hans seneste FCK-kamp var mod OB (vi vandt hjemme 2-1 den 16.12.19)
  • Hans seneste OB-kamp, inden han skrev under med FCK, var mod FCK (vi vandt 4-1 i Telia Parken 06.12.15)
  • Det er snart 10 år siden, han fik sine første Superligaminutter for OB - det var 16. maj 2010 (3-0 ude over AGF)
  • Han har vundet ni af sine ti FCK-kampe mod OB og tabt én - og han har aldrig scoret mod sin gamle klub
  • I OB-trøjen vandt han tre mod FCK, spillede tre uafgjort og tabte fem - og han scorede én gang (til 1-0, da vi vandt 3-1 i Odense 30.10.11)

>> Falk-nyheden fra 20. januar 2016

Rasmus Falk
Falk på træningsbanen i ugen der gik. Foto: FCK.DK

 

17 AF 26 SPILLERE HAR VÆRET HER UNDER TO ÅR
I de første to uger af 2020 var Rasmus Falk den spiller, der havde været længst i førsteholdstruppen i en ubrudt periode, men da Stephan Andersen forlængede i ugen der gik "genrobrede" han rekorden, idet hans nye kontrakt fik tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2020.

I kronologisk orden ser anciennitetslisten således ud for vores nuværende førsteholdstrup:

Stephan Andersen 1. juli 2014
Rasmus Falk 1. juli 2016
Nicolai Boilesen 25. august 2016
Nicolaj Thomsen 12. januar 2017
Mohamed Daramy 3. april 2017
Pierre Bengtsson 1. juli 2017
Pieros Sotiriou 1. juli 2017
Carlos Zeca 28. august 2017
Carlo Holse 1. september 2017
Viktor Fischer 31. januar 2018
Jonas Wind 7. februar 2018
Sotirios Papagiannopoulos 1. juli 2018
Dame N'Doye 2. juli 2018
Andreas Bjelland 9. juli 2018
Frederik Ibsen 31. august 2018
Guillermo Varela 1. januar 2019
Robert Mudrazija 29. januar 2019
Sten Grytebust 1. juli 2019
Karlo Bartolec 1. juli 2019
Jens Stage 1. juli 2019
Victor Nelsson 5. juli 2019
Kalle Johnsson 12. juli 2019
Bryan Oviedo 29. juli 2019
Pep Biel 2. august 2019
Michael Santos 21. august 2019
Ragnar Sigurdsson 12. januar 2020

Som nævnt har vi kun medtaget spillernes seneste, ubrudte periode. Desuden har Pierre Bengtsson været her 4 år (januar 2011-december 2014), Dame N'Doye 3 1/2 år (januar 2009-juli 2012) og Ragnar Sigurdsson 2 1/2 år (juli 2011 til januar 2014).

De tre spillere med en fortid i Talentafdelingen (Holse, Wind og Daramy) har vi medregnet fra den dag, hvor de blev oprykket i førsteholdstruppen. Tæller vi ungdomsårene med, har de selvfølgelig været en del flere år i F.C. København.

Men ud fra disse kriterier har 17 af vores 26 førsteholdsspillere altså været mindre end to år i klubben.

Det illustrerer de nye tider, som både Ståle og Johan Lange flere gange har været inde på i interviews om klubbens nye strategi om køb og salg af spillere, som de ændrede i sommeren 2014.

Siden 2015 har tallet hvert år i januar ligget på 17 spillere med under to års anciennitet, bortset fra januar 2017, hvor der "kun" var 15. Antallet af spillere med mere end to år i klubben har typisk ligget på 7-10, afhængig af truppens samlede størrelse - med januar 2019 som en undtagelse, for da havde kun fem spillere været her i mere end to år (Stephan, Kvist, Falk, Ankersen og Boilesen).

I runde tal svarer det til, at siden 2014/15-sæsonen har 2/3 af truppen kun været her i under to år.
 

TOUTOUH TIL MAROKKO
Efter sit lejemål i Stabæk i efteråret vendte Youssef Toutouh tilbage til AGF, men i ugen der gik blev han løst fra sin kontrakt og er i stedet rejst til Marokko, hvor han skal spille for ASFAR i hovedstaden Rabat. Det er landets storklubber med 12 mesterskaber, siden klubben blev stiftet i 1958, men det er ved at være nogle år siden. Det seneste mesterskab var i 2008, og siden har ASFAR to gange været i Top 3: bronze i 2009 og sølv i 2013.

Marokkos mest vindende hold er de regerende mestre, Wydad Casanblanca, der har vundet tre af de seneste seks sæsoner.

Youssef Toutouh
Foto fra Youssefs Instagram


RIEMER I BRENTFORD TIL 2023
Vores tidligere assistenttræner og mangeårige ungdomstræner, Brian Riemer, har netop forlænget sin assistenttræner-kontrakt med Brentford FC til 2023. Tidligere på måneden forlængede cheftræner Thomas Frank også, og det går godt derovre, hvor danskerklubben lige nu ligger til at spille playoff om oprykning til Premier League.

Brian Riemer
Foto fra Brians Facebook-side