FCK-fans i Farum

Ugen der gik (10/2019)

N'DOYE SIKREDE REKORDEN DEFINITIVT
Vi har tidligere fortalt, at N'Doye havde tangeret Todi's rekord som den mest scorende udlænding i Superligaen - men man kan med nogen ret stille spørgsmålstegn ved, om men reelt er udlænding, når man er fra Færøerne. De har dog deres eget landshold, men er formelt danske statsborgere. Anyway, N'Doye løste problemet med sit hovedstød mod FC Nordsjælland - nu er han (med 73 mål) uden tvivl den mest scorende udlænding i Superligaens historie.

Tillykke, Dame! Nu tæller vi ned til den næste store milepæl, nemlig hans FCK-mål nr. 100. To mål mere, så er den hjemme...
 

Dame N'Doye

Behind-the-scenes foto fra præsentationsvideoen, da vi hentede N'Doye tilbage under sommerens træningslejr i Østrig. Trods en længere pausen så han fit og skarp ud fra dag 1, men hvor er det dog helt vildt, hvad han har leveret denne sæson! En kæmpe boss!!

 

TRE NYE I START-11'EREN
I søndags fik både Varela og Mudrazija debut mod FC Nordsjælland, og desuden startede Daramy inde for første gang efter fire indhop i Superliga og pokal.

Kristian Hougaard (@kghougaard på twitter) har gravet frem af sine arkiver, at det er kun 3. gang i historien, at tre nye starter inde i en Superliga-kamp, der ikke er den første i enten efterårs- eller forårssæsonen.

Første gang var den 17. september 1995, da målmanden Briaunys Algimantas, forsvareren Thomas Schønnemann samt midtbanespilleren Jesper Sørensen startede inde for første gang, da vi mødte AGF. Både Algimantas og Schønnemann havde dog før startet inde i henholdsvis Europa Cup'en og pokalturneringen.

Senest var 32. spillerunde i 2012/13 (da vi havde sikret mesterskabet) - dengang startede Mikkel Wohlgemuth, Jakob Busk og Danny Amankwaa inde for første gang i Superligaen.

Danny var tidligere startet inde i en pokalkamp, men for Busk og Wohlgemuth var det "ægte" debut - og det fortalte de om til FCK TV:

 

OLE TOBIASEN CHEFTRÆNER
I ugen der gik blev Ole Tobiasen (43) udnævnt til "interim-træner" i den hollandske klub Almere City, hvilket vil sige, at der foreløbig er tale om en midlertidig ansættelse. Almere City ligger p.t. på en delt 6. plads i den hollandske 1. division og er således med i kampen om de pladser, der skal spille om oprykning til Æresdivisionen.

Almere City er en Amsterdam-klub med hjemmebane lidt øst for centrum i byen, hvor Ole selv spillede i fem sæsoner for AFC Ajax fra 1997-2002.

Ole Tobiasen


Ole er et produkt af KB's ungdomsafdeling og var fra FCK's fødsel et af de lovende talenter, som fik debut i TOTO Cup'en allerede som 17-årig i sommeren 1993. Hans Superliga-debut kom i foråret 1994 som 18-årig, hvor han hurtigt etablerede sig som fast mand i vores daværende tre-mands-bagkæde. I februar 1996 solgte vi ham til Heerenveen, og i sommeren hentede Morten Olsen ham til Ajax. Skader holdt ham dog ude i store dele af hans fem år i klubben, hvorefter han spillede en sæson i Alkmaar, inden vi hentede ham tilbage i januar 2003.

Han spillede stort set altid, når han var skadefri, men det blev til en del ufrivillige pauser, og da vi i sommeren 2005 hentede profiler som Gravgaard og Bergdølmo blev han udlejet til AaB. I sommeren 2006 skiftede han til norske Sandefjord, hvorefter han vendte tilbage til Holland og sluttede sin aktive karriere i 2011.

Herefter blev han i Holland og gik trænervejen og har haft forskellige job som ungdoms- og assistenttræner, bl.a. i Sparta Rotterdam, hvor han stoppede for lidt over et år siden, men som han og Almere City møder fredag aften.

Ole Tobiasen

 

U17-LANDSHOLDET
Jacob Haahr fra U19 og Victor Kristiansen var med U17-landsholdet i Frankrig og spille to venskabskampe, og Danmark tabte dem begge med 1-2 og 1-4. I den første startede Jacob inde med anførerbindet, mens Victor blev indskiftet, og i den anden var rollerne byttet om: Victor startede inde med anførerbindet, mens Jacob kom på banen i 2. halvleg.

U16-LANDSHOLDET
Ingen af holdene var i kamp i ugen der gik, men vi havde en håndfuld spillere med U16-landsholdet, der vandt tre store sejre i en UEFA Development-turnering på Cypern: 4-0 over Skotland, 4-0 over Malta og 5-0 over Albanien.

Skotland: Valdemar Lund Jensen, Phillip Banda Sørensen, Rasmus Højlund og Mattias Jakobsen startede inde.

Malta: Phillip Banda Sørensen og William Bøving startede inde, Rasmus Højlund og Mattias Jakobsen blev indskiftet.

Albanien: Valdemar Lund Jensen, Phillip Banda Sørensen, Rasmus Højlund og William Bøving Vick startede inde, og Phillip Banda Sørensen blev indskiftet.

William Bøving, der fyldte 16 den 1. marts, scorede i alle tre kampe - og i mandags fik han for første gang chancen på vores reserveliga-hold, hvor han startede inde og fik ca. en time på banen.

William Bøving Vick
William Bøving fra U17-truppen. Foto: FCK.DK


U19 OG U17
På lørdag den 16. marts spiller U17 ude mod Lyngby kl. 15.15, mens U19 først skal i kamp igen den 30. marts ude mod FC Nordsjælland (holdets udekamp mod OB på fredag er blevet udsat).