PARKEN køber 51 procent af E-billetter

PARKEN Sport & Entertainment indskyder kapital i E-billetter Danmark A/S og overtager samtidig 51 procent af aktierne i selskabet. De resterende 49 procent ejes af et holdingselskab bestående af JBJ Group (95 %) og Vestjysk Bank A/S (5 %). Aftalen er betinget af et positiv resultat af en såkaldt Due Dilligence-undersøgelse, som er iværksat.

E-billetter Danmark A/S blev stiftet i 2000 og begyndte salg af billetter på Internettet i slutningen af 1. kvartal 2001. Selskabet kan ligeledes tilbyde salg via call center (bestiling over telefon) og har konkrete planer om at etablere en landsdækkende fysisk distributionskanal. Selskabet bygger på ideen om at gøre det nemmere, hurtigere og billigere for kunder og arrangører at købe og sælge billetter.

- Vi har længe overvåget udviklingen på det danske billetmarked, og jeg mener, at vi har slået til på det helt rigtige tidspunkt. E-billetter har en interessant profil, et godt og brugervenligt produkt samt nogle spændende visioner for fremtiden, siger Flemming Østergaard, administrerende direktør i PARKEN Sport & Entertainment og kommende bestyrelsesformand i E-billetter Danmark A/S.

- Vi ønskede en strategisk investor, der kan være med til at løfte E-billetter yderligere et niveau. Det er derfor en glæde, at vi nu har fået PARKEN Sport & Entertainment som partner. Jeg er overbevist om, at aftalen vil blive til stor gavn for begge parter, siger Joacim Bruus-Jensen fra JBJ Group.

Element i langsigtet strategi
Sidste år solgte E-billetter adgang til eksempelvis Grøn Koncert, Copenhagen Jazz Festival, RockShow samt Danish Music Awards, og på nuværende tidspunkt er der indgået aftaler med 130 arrangører om salg af billetter til over 1100 arrangementer i år.

-Jeg er overbevist om, at samarbejdet med PARKEN Sport & Entertainment vil styrke E-billetters muligheder for at blive markedsledende indenfor en overskuelig årrække. Samtidig åbner købet mulighed for udnyttelse af en række synergieffekter for PARKEN Sport & Entertainment, siger Flemming Østergaard og fortsætter:

-Vi er konstant på udkig efter investeringer, der kan styrke os strategisk og som rummer et potentiale for synergieffekter. Vi går imidlertid aldrig på akkord med kravet om, at virksomheden samtidig skal være - eller hurtigt kunne udvikle sig til - en fornuftig forretning i sig selv. Med overtagelsen af majoritetsposten i E-billetter er jeg overbevist om, at vi har tilgodeset alle tre målsætninger.

Af konkurrencemæssige årsager ønsker parterne ikke at oplyse finansielle detaljer i forbindelse med aftalen.

Overtagelsen af aktieposten påvirker ikke forventningerne til koncernens resultat for regnskabsåret 2001/2002, men vil på længere sigt få en positiv effekt på selskabets driftsresultat.