Nyt fra Sydafrika

Drengene mødte Cloud 9 - et hold fra East London - lørdag den 12.januar. Kampen blev vundet med 4-1.

Det var dårlige forhold til fodbold, da der var en hård vind på tværs af banen - derfor blev kampen ikke specielt seværdig. UPE-FCK tog føringen efter 25 minutter, da Mlungisi Mchunu fik en friløber og scorede under målmanden til 1-0. Resten af første halvleg og store dele af anden halvleg var domineret af UPE-FCK, men holdet brændte mange chancer.

I det 85. minut fik UPE-FCK sig noget af et chok, da Cloud 9 udlignede efter et forsvarskiks af Siboniso Gaxa. Drengene tog dog øjeblikkelig fat og scorede tre mål inden for fem minutter for at vinde 4-1!. De tre sidste mål kom fra Lwazi Sahula, Elrio van Heerden, og Nicki Koutsoudis.

Ikke den bedste kamp fra UPE-FCKs side, men alligevel en god sejr. I weekenden møder holdet Star of India i East London. Kampen er en forkamp til Premier League kampen mellem Bush Bucks og Golden Arrows, så her er en unik mulighed for drengene for at få vist deres talenter til et stort publikum.