Myter om Cirkusbygningen

Med udgangspunkt i en artikel fra Ritzau har en række dagblade i dag bragt artikler om PARKEN Sport & Entertainments engagement i Cirkusbygningen. I den forbindelse ønsker jeg at præcisere følgende:

Urban og JP København har i de seneste måneder ofte bragt artikler, der har været bemærkelsesværdigt veltimede i forhold til Københavns Kommunes behandling af udlejningsaftalen omkring Cirkusbygningen. Fællesnævneren for artiklerne har været en upræcis kritik af PARKEN Sport & Entertainment og de ansvarlige politikere og embedsmænd i Københavns Kommune. Det er derfor min konklusion, at der er tale om en veltilrettelagt strategi i forbindelse med udbudsrunden. Bægeret er fuldt med dagens artikler, der bringes dagen før aftalen skulle have været behandlet i Borgerrepræsentationen!

I flere artikler er kontorchef i Indenrigsministeriet, Niels Fenger, taget til indtægt for, at ministeriet i forbindelse med en undersøgelse om kommunernes støtte til professionelle fodboldklubber vil overveje, om der er foregået noget ulovligt.

Det er ministeriet naturligvis velkommen til, men såfremt redaktionerne havde udøvet et minimum af research ville de have konstateret, at den oprindelige aftale om Cirkusbygningen blev indgået med Driftsselskabet Idrætsparken, før F.C. København og undertegnede overtog PARKEN. Det punkterer jo effektivt hele grundlaget for den besynderligt timede artikel.

Det kan endvidere bemærkes, at aftalen med Driftsselskabet Idrætsparken blev indgået i 1996 efter en offentlig EU-licitation - blandt andet i konkurrence med Tivoli - hvilket bestemt ikke gør mistænkeliggørelsen af PARKEN Sport & Entertainment mindre absurd. Den nuværende 1-årige aftale blev indgået på anmodning af Københavns Kommune i bestræbelserne på at sikre gennemførelsen af en forsvarlig udbudsrunde samt aktiviteterne i Cirkusbygningen i 2002.

Den oprindelige aftale blev indgået på et tidspunkt, hvor Cirkusbygningen var en særdeles urentabel forretning med meget få aktiviteter. Den tidligere lejer havde således været en meget dyr samarbejdspartner for Københavns Kommune. Endelig kostede lejeaftalen faktisk Driftsselskabet Idrætsparken et millionbeløb i kontraktens første periode.

Takket være benhårdt arbejde fra PARKEN Sport & Entertainment fungerer Cirkusbygningen i dag fremragende med en stor belægningsprocent og gode underholdningstilbud til Københavns borgere og gæster.

Jeg vil gerne understrege, at Københavns Borgerrepræsentation naturligvis skal vælge den lejer, som de mener vil gavne byen mest mulig. Såfremt dette medfører, at andre end PARKEN Sport & Entertainment skal drive Cirkusbygningen fra 1. januar 2003, så ønsker vi den nye lejer held og lykke. Det er imidlertid vigtigt, at Borgerrepræsentationen træffer sit valg på grundlag af en korrekt vurdering af de indkomne tilbud. Dette indebærer blandt andet, at politikerne må sikre, at samtlige bud er afgivet på lige vilkår og overholder de restriktive krav angående mulighed for ombygning, anvendelsesbestemmelse og tidsperiode for kontrakten. Hvis et bud ikke overholder kravene i udbudsmaterialet skal de afvises i henhold til de almindelige regler for udbud.

Med venlig hilsen
Flemming Østergaard