Træningssamling

Meget positivt at se tilbage på

Humøret var selvfølgelig højt i truppen dagen efter den første træningskamp under opholdet i De Forenede Arabiske Emirater, hvor der var rigtig meget positivt at se tilbage på samt bygge videre på, da Ståle evaluerede Astana-kampen.

Som altid efter en kamp stod den på lidt jogging og restitution for de spillere, der var mest i aktion, men også en lille times tid i styrkerummet. Imens svedte de andre spillere med et mere normalt træningspas i en temperatur, der nåede et stykke over 25 grader.

De skadede spillere kørte hver sit specialprogram, og det var glædeligt at se, at Michael Lüftner nu er så langt, at han også har bolden med i sin langvarige genoptræning.

Michael Lüftner


Der er endnu ingen prognose på Viktor Fischers skade, men Andreas Bjelland er optimist i forhold til de kommende kampe. Det kunne du også høre, hvis du fulgte vores livestream fra Astana-kampen. Mens Bjelland i 1. halvleg legede bolddreng og vandbærer - på den langside, hvor solen varmede allermest - kiggede han efter pausen forbi Christian Boier ved kommentator-pulten og gav en status på sin skade:

"Bentøjet er fint, og jeg træner fuldt med og får forhåbentlig lov til at spille både i vores anden og tredje kamp hernede. Så kan jeg få banket det værste rust væk, her hvor jeg er kommet lidt op i alderen," lød det fra den 30-årige centerforsvarer, der udgik pausen mod Esbjerg den 9. december og kun holdt otte minutter i den efterfølgende Bordeaux-kamp.

Bjelland holdt heller ikke længe som ekspert-kommentator i går, men kastede sig i stedet over vores kamera, så han kunne skyde nogle billeder af holdkammeraterne efter kampen. Her af Denis Vavro, der som den eneste spillede alle 90 minutter.

Denis Vavro


Se med på onsdag, om Bjelland igen må (og kan) spille fodbold, når vi streamer vores næste træningskamp, der står mod svenske Örebro SK. Der er kickoff kl. 16 dansk tid, og nærmere info om streamet følger her på fck.dk.

>> 10. februar bliver det alvor hjemme mod OB - find din plads her