Martin Jørgensen på KBs anlæg

Dagens træning var som sædvanlig fastsat til klokken 10.00. Et par snese tilskuere havde fundet vej til KBs anlæg, hvor vejrguderne havde været med de danske mestre: Torsdag: Regnvejr (ingen træning) Fredag: Solskin (træning).

Selve træningen var den samme som den mere eller mindre altid er: En masse boldspil.

Positivt var det at se, at Todi Jónsson var ude og løbe og er på vej tilbage. Jacob Laursen var også på en løbetur og også for ham ser det godt ud.

Mange af de fremmødte stirrede noget, da den danske landsholdspiller Martin Jørgensen dukkede op for at overvære træningen. Bagefter var det tid til at hilse på sin tidligere holdkammerat fra Udinese, Morten Bisgaard. Samtidig fik han sig også en lille snak med landsholdskammeraten Niclas Jensen og Thomas Thorninger som han spillede sammen med i AGF.

Truppen til Rangers-kampen er klar i morgen og vil blive lagt på fck.dk så snart den er klar.