Martin Langagergaard

Langagergaard: Forsøger altid at lære af vores præstationer

Martin Langagergaard, FCK’s præstationspsykologiske konsulent, holdt i sidste uge oplæg på en af de fire workshops på den internationale Football Exchange konference i Liverpool sammen med oplægsholdere fra bl.a. Bayern München, Manchester United, Everton og DBU.

Konferencen var arrangeret af Liverpool John Moores University, som i over 20 år har haft en videnskabelig tilgang til træning og udvikling af spillere, trænere og hold i elitefodbold.

Universitets institut for "Sport and Exercise Sciences" rangeres som det tredjebedste i Europa og det sjettebedste i hele verden inden for Sports Science.

Et flot skulderklap
"Det er selvfølgelig et flot skulderklap til F.C. København, at vi bliver inviteret til at dele ud af vores erfaringer i et så fint, internationalt selskab," fortæller Martin Langagergaard, der lægger vægt på, at det psykologiske arbejde ikke er et one-man-show.

"En lille del af mit arbejde er selvfølgelig at tale med spillere på to-mands-hånd, men den vigtigste del er at sikre at hele den sportslige sektor understøtter den præstationskultur, vi gerne vil have."

Handler altid om at vinde den næste kamp
"Derfor handler det mentale arbejde først og fremmest om at være med til at skabe de bedste forudsætninger for, at vi kan vinde den næste kamp. Det er altid vores primære fokus, men ligesom på det fysiske område arbejder vi selvfølgelig både med et kort- og langsigtet perspektiv."

"Det var noget af det, jeg kom ind på i mit indlæg, og det er mit indtryk, at mange af de andre store klubber der deltog, var meget imponerede over den måde, vi har integreret det mentale arbejde på i hverdagen hos både staben og spillerne. Men det skyldes jo ikke mindst, at vi med Ståle i spidsen har en ledergruppe, som virkelig ønsker at arbejde med det."

En periode med ekstra pres
Martin havde da også lidt mere end normalt at se til i august, som altid er en vigtig og afgørende måned for FCK. Dels gælder det om at kvalificere os til europæisk gruppespil og dels skal vi præstere hver uge i 3F Superligaen, som begynder tidligere end mange andre europæiske ligaer.

"Ud over det man kan kalde det 'sædvanlige' pres, så betød de mange pludselige skader og de mange nye spillere, at vi fik ekstra udfordringer. Og selvfølgelig også den måde, vi tabte på til Røde Stjerne, hvorefter vi meget hurtigt skulle være klar til at håndtere det store pres i Riga-kampene for at kvalificere os til endnu et gruppespil."

"Det lykkedes, men nu står vi igen foran meget vigtige kampe, så vi arbejder stadig hårdt hver dag og forsøger at lære af de præstationer, vi leverer," slutter Martin Langagergaard.


>> Læs mere om Martin og hans baggrund