Fokus på fodbold


Efter en dramatisk uge, hvor tankerne var alle andre steder end på fodboldbanen, trænede F.C. Københavns spillere i dag for fuld damp. Der er nu mentalt overskud til at se frem til kampen mod OB på søndag.

-Efter OB-kampen har vi fire udekampe i træk, så det er vigtigt, at vi drager på turné med afsæt i en succesoplevelse og tre point. OB nærmer sig toppen, og det er det helt rigtige tidspunkt at holde dem fra fadet, siger anfører Michael Mio Nielsen, der ikke tør give et bud på, hvorledes forløbet omkring Ståle Solbakkens hjertestop vil påvirke truppen:

-Det er nok meget individuelt, men jeg er overbevist om, at vi vil være i stand til at fokusere 100 procent på opgaven. Stemningen i PARKEN slår alt, og den vil næppe være mindre intens på søndag. Efter alt det, der er sket med Ståle, bliver det nok en meget speciel oplevelse for både spillere og tilskuere, siger Michael Mio Nielsen, der naturligvis er uendeligt lettet over, at Ståle ser ud til at komme sig helt.
-Han vil naturligvis være i vore tanker også på søndag, men når dommeren fløjter op, så handler det om fodbold.

Der er kick-off klokken 15.00. Superaktuelle Clemens underholder i pausen og efter kampen på Carlsberg Corner. Og Eventyrteatret står for live-underholdningen på Familie Tribunen.

F.C. København - kom og vær med !