Dame N'Doye

Ugen der gik (11/2019)

TRÆNING PÅ FREMMED GRÆS
Sidste uge trænede spillertruppen på fremmed græs torsdag og fredag for at få et bedre græstæppe under støvlerne, end det lige nu er muligt på Nummer 10. Onsdag foregik det i Avedøre, og torsdag gik turen til Frederiksværk.

"Normalt er vores opvisningsbane lukket på denne årstid, men i samråd med Halsnæs Kommune og groundsman Per Kirkegaard, blev banen åbnet, det skal de have en stor tak for", lød det fra Frederiksværk FK's formand John Rydahl til Halsnæs Avis.

Træning i Frederiksværk


John Rydahl har i øvrigt en fortid som FCK-keeper, men fik aldrig officielle kampe. Som 18-årig kom han til december 2000 til FCK fra Silkeborg Fodbold College og blev tilknyttet vores U21-trup på en halvandet-årig kontrakt.

”John er kun 18 år, men allerede nu kan vi se, at han har de fysiske forudsætninger for at være en god målmand. Han er 196 cm høj, træningsparat og lærevillig med den rigtige vindermentalitet," sagde daværende sportsdirektør Niels Chr. Holmstrøm i decmber 2000.

John spillede en del af træningskampene i vinteren 2001 og sad også på bænken i Superliga-forårspremieren mod AaB, hvor Rune Pedersen vogtede målet og den faste tredjekeeper Martin Gregersen var skadet. Men ugen efter lejede vi Thomas Myhre, og herefter tog Rune pladsen på bænken. I sommeren 2001 blev John fast medlem af førsteholdstruppen med rygnummer 33, men måtte stadig nøjes med kampe i Ørestad Cup og på U21-holdet.


N'DOYE #99
Det var tæt på, at N'Doye i søndags scorede sit mål nr. 100 for F.C. København. Men mon ikke han når det i løbet af slutspillets ti kampe? Vi har i hvert fald støvet filmarkiverne igennem, så vi er klar med det ultimative N'Doye-goalshow, den dag det sker... #antijinx

Dame N'Doye
N'Doyes første FCK-mål faldt til 3-0 i Randers den 7. marts 2009




CHRISTIAN POULSEN AJAX-ASSISTENT
Ikke nok med at han har haft en lang og imponerende spillerkarriere - Christian Poulsen går nu trænervejen og indleder på en af de høje hylder!

Til sommer tiltræder han som assistenttræner for Erik ten Hag på en 2-årig kontrakt, når den nuværende assistent Alfred Schreuder bliver cheftræner i Hoffenheim.

KB-træner
Jobannonce: KB's U6-U8 mangler en træner...


Christian og Ajax kender ikke kun hinanden fra hans tid som aktiv i klubben. I forbindelse med at han sidste år tog UEFA's A-trænerlicens var han på praktikophold i Ajax og fulgte staben omkring førsteholdet i en periode.

Christian Poulsen
Foto: Ajax.nl/Louis van de Vuurst

 

STOPPER-SNAK
Mens Vavro og Sotte pustede ud i omklædningsrummet efter søndagens indsats mod Hobro - hvor Ståle overbragte Sotte nyheden om, at han netop var udtaget til det svenske landshold - myldrede det med tidligere og nuværende stoppere ude på gangen. Mathias Zanka var på besøg, inden han skulle møde i landsholdslejren, og desuden vores skadede Andreas Bjelland og Michael Lüftner. Sidstnævnte er ved at være tilbage efter sin langvarige skade og regner med at kunne spille igen i løbet af april. Desuden er Mikael Antonsson jo også en fast del af staben omkring holdet, når han ikke lige er i gang med sin sports management-uddannelse i Sverige.

Michael Lüftner
Den lange genoptræning er snart slut for Lüftner. Foto: FCK.DK


Samtidig kunne man i øvrigt læse i svenske medier, at Zankas tidligere stopper-kompis, der nu går under navnet Erik Berg, også er ved at være klar efter en skadepause, så han kan tørne ud for Djurgården.


KODRO OG CR7
Der skal noget til at få Atletico Madrids solide defensiv ned med nakken, men i ugen der gik lykkedes det først for Cristiano Ronaldo i Champions League - og siden for Kenan Kodro, der kort efter han blev indskiftet scorede Athletic Bilbaos andet mål i deres 2-0-sejr i La Liga. Det var Kenans første mål for baskerne, siden klubskiftet i januar, men han har fået spilletid hver gang siden debuten mod Barcelona.

Kenan Kodro
Kenan tiljubles efter 2-0-målet. Foto: Juan Manuel Serrano Arce, Getty Images


U17: TENNISCIFRE IGEN
For tredje gang på fem kampe vandt U17 med tenniscifre - denne gang 6-3 ude over Lyngby. I december blev det 6-2 over SønderjyskE og Brøndby IF. Fisnik Isaki, Mattias Jakobsen og William Bøving scorede før pausen, og efter pausen scorede Rasmus Højlund scorede to gange, inden William Bøving også blev dobbelt målscorer.

Dermed har holdet fire mand, der er noteret for syv mål i ligaen: Højlund, Bøving samt Marcus Stoltenberg og Lucas Ørneborg.

Både U19 og U17 har kamppause denne weekend. Lørdag den 30. marts spiller de begge ude mod FC Nordsjælland kl. 13.00 (U19) henholdsvis kl. 15.30 (U17).


B1903 OG KB KLAR TIL FORÅRSPREMIERE
Københavnsserien går i gang den kommende weekend, og lørdag kl. 13.00 skal B1903 til Tårnby, mens KB kl. 16.15 møder Skjold på Frederiksberg Idrætspark.

B1903-KB
B1903- og KB-spillerne hilser på hinanden inden efterårets indbyrdes opgør. Foto: FCK.DK