FCK-holdfoto 1992-93

Nostalgiske TV-klip

Her i landskamppausen kan man jo godt få abstinenser, når der er gået et par dage uden FCK-kampe, så vi har været en tur i arkiverne og fundet gamle klip, som vi ikke tidligere har været.

9. januar 1994 Nigeria-FCK 0-1
Vi indleder med et kort klip fra en en international turnering i Bangkok i januar 1994, hvor vi først slog brasilianske Gremio 1-0 og siden Nigerias landshold 1-0 i finalen. En begivenhed, som vi tidligere har omtalt i vores historiske artikler, bl.a. fordi vi helt undtagelsesvis havde Carlsberg-reklamer på PUMA-trøjerne i stedet for Danica. 

Da vi for nylig pløjede gamle VHS-bånd igennem fandt vi et kort klip med målet fra finalen og interviews med Peter Møller og matchvinder Iørn Uldbjerg:

 

 

5. juni 1994 FCK-Silkeborg 4-1
Vi bliver i 1. halvår af 1994, hvor vi jagtede vores andet danske mesterskab i træk, og i næstsidste spillerunde var der topbrag i PARKEN på Grundlovsdag. Silkeborg kunne med en sejr sikre deres første guld nogensinde, og vi skulle vinde for selv at kunne afgøre mesterskabet til egen fordel i sidste spillerunde mod OB.

TV2 sendte kampen live, hvilket sjældent skete dengang, og den trak ca. 1,3 million seere. Desuden var næsten 27.000 på plads i PARKEN, hvilket for første gang i klubbens historie vidnede om det store potentiale for topfodbold i Hovedstaden.

Også den kamp har vi engang gravet frem på skrift, men nu kan du for første gang se et længere sammendrag af den fantastiske kamp, hvor løverne vendte 0-1 til en 4-1-sejr.
 

 

18. juni 1995 FCK-Brøndby 1-0 & AaB-AGF 4-0
Vi runder denne nostalgi-runde af med et sammendrag af guldkampen i 1995, hvor vi dog ikke selv kunne vinde noget. Men måske kunne vi bidrage til, at guldet ikke landede på Vestegnen... 

Sæsonen 1994/95 var den sidste med grundspil om efteråret, hvorefter man halverede pointene, inden de bedste hold gik til slutspil i foråret. Dengang gav en sejr også stadig kun to point.

I slutspillets næstsidste runde vandt Brøndby 2-0 hjemme over AaB, så de to hold lå á point inden sidste runde, hvor Brøndby skulle til PARKEN, og AaB tog imod AGF. Nordjyderne havde dog de bedste kort på hånden med en målscore, der var ni mål bedre, og de endte også med at hente guldet til Aalborg. Dels vandt de en klar 4-0-sejr over AGF, og dels drillede løverne de blå/gule med en 1-0-sejr efter et flot solomål af Per Frandsen.

TV2 sendte live fra skiftevis PARKEN og Aalborg Stadion, og vi lavet ca. 10 minutters sammendrag, der bl.a. også byder på et lille pauseinterview med Richard Møller Nielsen og AaB-direktør Børge Bach.