DBU’s har valgt, at det bliver den 35-årige Anders Hermansen, der på tirsdag dømmer returkampen mod Danmarksserieholdet Nordvest FC.
Af Jan Eliassen
Der bliver nok ikke den store ceremoni, men Anders Hermansen kan på tirsdag fejre et lille rundt jubilæum. Det er nemlig 20. gang han dømmer F.C. København. For Byens Hold har de første 19 kampe har været et forholdsvist fint bekendtskab, for det er blevet til 12 sejre, fem uafgjorte og så er F.C. København endt i taberens rolle to gange.
Ganske som det er tilfældet på tirsdag, så var Anders Hermansens allerførste FCK-kamp en pokalkamp. F.C. København mødte i marts 2005 Fremad Amager i en kamp hvor Løverne teknisk set var på udebane,. Kampen blev spillet i PARKEN, og vundet med 3-1; Álvaro Santos bragte Løverne på 1-0, Fremad Amagers Dennis Danry udlignede, men Michael Silberbauer og Magne Hoseth sørgede for de to sidste mål, og sendte dermed F.C. København videre til semifinalen (hvor de desværre måtte forlade turneringen).
Anders Hermansen bliver med kampen mod Nordvest FC den aktive dommer der har dømt F.C. København flest gange i DBU’s Landspokalturnering. Han har indtil videre dømt Byens Hold i pokalen fem gange, det samme antal som Claus Bo Larsen. Hermansens fem kampe er fordelt på tre sejre, en uafgjort og et nederlag, og målscoren er ganske god, da den hedder 11-4.
I den nuværende F.C. København trup er det Ailton Almeida der, med to mål, er topscorer i pokalturneringen hvis dommeren hedder Anders Hermansen. Udover Ailton, så har også Atiba Hutchinson, Hjalte Bo Nørregaard og William Kvist prøvet at score i pokalkampe dømt af Hermansen. Men det er ikke blot i ”Hermansen-pokalkampe” at Ailton er glad for at score, for han er faktisk F.C. Københavns all-time topscorer i pokalturneringen med syv mål. Andenpladsen på den liste deles af Lars Højer Nielsen, Fredrik Berglund, Peter Møller, Thomas Thorninger og Hjalte Bo Nørregaard. Alle fem har scoret seks mål.
Medlemmer af Hermansens kortklub
I de hidtidige 19 kampe har Anders Hermansen uddelt 24 gule kort til spillere fra F.C. København. Den absolutte ”topscorer” i kortklubben er Tobias Linderoth med seks gule kort i blot otte kampe. Hjalte Bo Nørregaard er sammen med Michael Silberbauer 2’er på listen, de har begge fået tre gule kort. I den aktuelle trup har Hermansen desuden givet gult kort til Niclas Jensen (2), Jesper Grønkjær, Atiba Hutchinson, William Kvist, Morten Nordstrand, Zdenek Pospech og César Santin. Anders Hermansen har aldrig udvist en spiller fra F.C. København.
Sidelinierne og 4. dommer
Anders Hermansen vil på tirsdag få hjælp på linierne af Henrik Malmberg og Bill Rene Hansen. Kampens 4. dommer er Lars Christoffersen.
Kilde www.danskfodbold.com og www.nipserstat.dk



















